159 Sir Stratford Canning (senere Lord Redcliffe), der netop befandt sig i Berlin i en overordenlig Sendelse til den preussiske Regering. Efterat Lehmann først fuldstændig havde sat ham ind i Sagen og især, støttet af Grev Plessen, havde revet ham ud af den ogsaa ham bibragte Vildfarelse, at Frederik VII.s Vilje ikke var fri, søgte han at formaa ham til at gjøre et umiddelbart Forsøg paa at tale Preussen til Fornuft. Som en Udvej, der formentlig kunde tjene til Grundlag for Sir Stratfords Bestræbelser i saa Henseende, antydede Lehmann, at Preussen kunde fortolke sin hidtidige Optræden i Sagen derhen, at det var dets Hensigt at skride ind, saasnart de Danske ved at gaa over Ejderen betraadte tydsk Grnnd. Sir Stratford, der iøvrigt følte sig tiltalt af denne Tanke, forbandt sig vel ligesaalidt til Noget som hans Landsmand Grev Westmoreland. Men ligesom hin ikke desto mindre søgte en personlig Sammenkomst med Kongen af Preussen for at tale vor Sag, saaledes bearbejdede denne, opmuntret ved Exemplet, hans Udenrigsminister i samme Retning og opfordrede endog, om end forgjæves, Baron Mehendorf til at gjøre et fælles Skridt hos den preussiske Regering mod den paatænkte Indblanding i Oprøret. Desværre skulde imidlertid disse Bestræbelser, som vi strax ville faa at se, ikke føre til det tilsigtede Maal. Den 1ste April havde Lehmann og Plessen paany en udførlig Samtale med Baron Armin. Efterat Plessen havde oplæst en imidlertid fra Grev Knuth indløben Note, udviklede Lehmann, idet han gik ud fra, at Preussens Hensigter, som paastaaet var, sigtede til Fredens Vedligeholdelse, hvorledes der formentlig lod sig finde en Udvej, hvorpaa Preussen, efter hvad der hidtil var sket, med Ære kunde gaa ind. En saadan Udvej var det, naar Preussen i Overensstemmelse med den Tanke, han allerede havde fremsat for Sir Stratford Canning, først satte de Danskes Overskridelse af Ejderen som Krigsgrund. At opstille Overskridelsen af Kongeaaen som saadan lod sig allerede af den Grund ikke gjøre, at samme vistnok