158 danske Konges Vilje var fri og ikke stod under blinde Partilidenskabers Herredomme. Lehmann tilbageviste med Alvor den Tanke, at Danmarks Konge skulde kunne siges at begynde Krig, naar han brugte sin væbnede Magt til at dæmpe et Oprør, og gav sit personlige Æresord paa, at Kong Frederik med den fuldeste Overbevisning tilhørte og allerede i lang Tid havde tilhort de to Formaal, hvis Gjennemførelse hans nye Ministerium havde paataget sig, at grundlægge konstitutionel Frihed og at værne om den danske Krones Ret til Sønderjylland. Hermed endte Lehmanns første Samtale med den preussiske Udenrigsminister. Jo mere mistrøstende denne var med Hensyn til Preussens Holdning ligeover for det schleswigholsteinske Oprør, desto større Iver udfoldede Lehmann for at faa Rusland og England — de to eneste evropæiske Stormagter, der i Øjeblikket havde Hænderne nogenlunde fri — stemt saa gunstig som muligt for os gjennem deres i Berlin værende Sendebud og fornemmelig for at faa disse til at støtte vor Fordring paa at opgjøre Mellemværendet med Oprørerne uden fremmed Indblanding. Baade hos den russiske Gesandt Baron Meyendorf og hos den engelske Grev Westmoreland fandt han den mest forekommende Modtagelse. Medens den første viste sig at være fortrolig med de danske Anliggender indtil de mindste Enkeltheder, var den anden blottet for enhver Kundskab til Spørgsmaalet, men Henvendelsen til begge havde i alt Fald foreløbig i det Væsenlige samme Udfald. Ligesom nemlig hin, hvor mangt værdifuldt Vink han end gav Lehmann, og hvor villig han end paa flere Maader beredede Vejen for ham, dog maatte erklære sig ude af Stand til umiddelbart at støtte hans Fordring ligeoverfor det preussiske Hof paa Grund af den i Anledning af de polske Anliggender bestaaende Spænding mellem dette og hans eget, saaledes gik dennes Svar ud paa, at han af Mangel paa Forholdsordrer intet Skridt kunde foretage i Sagen. Dette afholdt imidlertid ikke Lehmann fra ogsaa at henvende sig til den udmærkede engelske Diplomat