183 stod i hans Magt. Han begav sig derfor strax til Vogns afsted til Kolding. Hos de første fjendtlige Forposter, han stødte paa, forhørte han sig, om han udsatte sig for Ubehageligheder ved at tage ind i Byen, og fik af vedkommende Befalingsmand den beroligende Forsikring: „Bedste Herre! vi ere da ingen Barbarer — den civile OØvrighed!“ Officeren medgav ham derhos to Dragoner, som skulde ledsage ham til Oprørshærens Øverstbefalende General Bonin. Ved den anden Forpostkjede lod Lehmann sin Vogn vende tilbage og begav sig nu til Fods med sin militære Bedækning ind i Kolding til Borgmesterens Bopæl. Han fik her Anmodning om at indfinde sig hos den øverstbefalende fjendtlige Officer i Byen Oberst St. Paul, i hvis Kvarter han anmeldte sig som den Amtmand, under hvis Omraade Kolding laa. Der forefaldt nu et Optrin, som ikke skulde antages at kunne høre hjemme under Krigsforhold mellem civiliserede Folkeslag. Inden Lehmann kunde komme til Orde om sit Ærinde, blev han fra alle Sider overfuset med de raaeste Skældsord og Forhaanelser. En Kapitaiu af Staben overbrølede de Andre med den Bemærkning, at han kunde „se Nederdrægtigheden lyse frem af“ Lehmanns „Jødefjæs“ og glædede sig til at skulle „skrive Frakturskrift paa hans Pukkel“, ja en af den tilstedeværende Officerer lagde endog Haand paa Lehmann, men slap dog, da denne rolig henledede Opmærksomheden paa, at han var vaabenløs. Lehmann søgte at gjøre en Ende paa dette Optrin ved at forlange sig ført for General Bonin og ytrede, at der syntes at herske den Misforstaaelse, at han var fangen af Forposterne, medens de ham ledsagende Dragoner kunde bevidne, at han scivillig havde meldt sig hos hine for at varetage sine Pligter som Stedets Overøvrighed og tilbyde sin Mellemkomst mellem Hæren og Befolkningen. Obersten bemærkede hertil, at Lehmann ganske vist var fangen, og hvis denne tvivlede, skulde han give ham Troen i Hænde ved at lade ham bagbinde. Han befalede samtidig Dragonerne at trække Sablen og hugge Fangen ned, hvis denne ikke lystrede. Under militær Bedæk-