186 dem, han i Begyndelsen havde fristet. Ved sin Ankomst til Gottorp havde han efter Opfordring givet sit Æresord paa ikke at forlade Slottet og til Gjengjæld nydt en nogenlunde anstændig Behandling. Han var gaaet ind paa hin Opfordring i den sikre Tro, at hans Krigsfangenskab kun vilde vare saa lang Tid, som der udfordredes til med Anstand at ordne hans Frigivelse. Da hans Misforstaaelse i saa Henseende blev ham klar, kunde han ikke længere udholde at staa paa en tilsyneladende venskabelig Fod med de Oprørshøvdinge, der havde tilføjet ham saa blodig Uret. „At Beseler bød mig sine Skjorter“ — skrev han til sin Hustru — „og Hertugen af Augustenborg sendte mig Aviser samtidig med, at de fornægtede min Ret, det stred i den Grad mod min Sands for rene og klare Forhold, at jeg ikke kunde finde mig deri.“ Den 25de Maj fordrede han derfor sit Æresord tilbage af Statholderskabet, og allerede samme Dags Aften blev han ført fra Gottorp til Rendsborg. Paa denne Forandring og dens Følger for hans personlige Velbefindende var Lehmann fuldkommen fattet. „Jeg kom hertil“ — skriver han fra Rendsborg i det samme Brev, vi nys anførte — „med det Forsæt at tage det akkurat, som de bød det, og ikke at forlange noget Slags Lempelse eller Gunst. Jeg blev ført paa Hovedvagten, hvor jeg fik et lille Hul anvist, ud til en snæver Gaard, med Jernstænger, et Par skidne Møbler og, hvad der var det Værste, en formelig væmmelig Soldaterseng med et gammelt beskidt Lagen. Døren blev laaset og en Skildvagt sat udenfor.“ Han fik Lov til at gaa ud under Bevogtning, men udenfor vare Forholdene ikke lysteligere end indenfor. „Jeg kunde ikke gaa ud“ — skriver han i et andet Brev — „uden at hele Horisonten istemte en Hymne om, at jeg var „besopen“, og Drengene rendte mig formelig mellem Benene med „Spitzbube“, „Landesverräther“, „danske Abekat“, „Hundsvott“ og slige Dæggenavne .. . Den sidste Gang gik det saa vidt, at voxne Folk gik klods op paa mig og foreviste mig for hver Forbigaaende som „ein dänischer Spitzbube“, og hvis jeg enten var