187 bleven bange eller vred, vilde det være kommet til Voldsomheder — nu slap jeg med en halv Snes Stenkast.“ De her antydede Forhold undergik dog efterhaanden igjen en Forandring til det Bedre. Ligesom Kommandanten i Rendsborg nemlig siden tillod Lehmann selv at lade anskaffe det Fornødne til at gjøre hans Fængsel til et taaleligt Opholdsted, saaledes traf han ogsaa Foranstaltninger til at beskytte ham imod Forhaanelser paa hans Spadsereture, og i den sidste Maanedstid, Lehmann tilbragte i Rendsborg, havde han — bortset fra den bitre Følelse af overhovedet at maatte hensidde som Fange i vore Dødsfjenders Vold — ikke særlig Anledning til at beklage sig over sine Kaar. Hvad der imidlertid mangefold maatte forøge ham Bitterheden i hin Følelse, var den Omstændighed, at hans Hustrus Tilstand alt imens bestandig forværredes, og at han under disse sørgelige Forhold var skilt fra hende. Hun havde i Efteraaret 1848 skænket Lehmann endnu en Datter, og da han i Begyndelsen af det følgende Aar rejste til Bejle for at overtage sit nye Embede, var hun bleven tilbage i Kjoøbenhavn med de to Smaa, indtil det Fornødne kunde ordnes med Hensyn til Bolig o. desl. Hun længtes efter det rolige Samliv i den lille Provinsby, men Krigsbegivenhederne gjorde hende det umuligt at komme derover. Omtrent samtidig med, at Lehmann som Fange slæbtes til Gottorp, blev deres yngste Barn sygt og døde kort efter. Det dobbelte Slag var for meget for den allerede haardt angrebne Kvinde, og efterat hun i Maj var flyttet fra Kjøbenhavn ud til Skodsborg, tydede Alt paa hendes nære Opløsning. Da Lehmann fik Budskab herom, søgte han Statholderskabet om Tilladelse til at rejse til Sjelland for at sige sin dødssyge Hustru det sidste Farvel imod paa Æresord igjen at vende tilbage til sit Fængsel. Men saa vidt gik Hadet og Hævnen hos de schleswigholsteinske Magthavere, at Opfyldelsen selv af denne Anmodning længe haardnakket nagtedes, og den tilstodes først, da Skamfuldheden over en slig Fremfærd havde bevæget en anset Mand hist-