191 et Par Ord at give et Omrids af, hvorledes de almindelige politiske Forhold stillede sig ved det Tidspunkt, da Orla Lehmann første Gang indtraadte som Medlem af Danmarks Rigsdag. Hvad der var sket i den nærmest foregaaende Tid, var kun en Gjentagelse af den gamle Historie, at vi efter at have sejret paa Valpladsen trak det korteste Straa i den diplomatiske Pennefejde og ved Underhandlingernes grønne Bord. Freden med Tydskland i Berlin (Juli 1850) var kun en „ren og simpel Fred“, ved hvilken enhver af Parterne forbeholdt sig de Rettigheder, hvorom der havde været Tvist, og Bestemmelsen om, at Danmarks Konge skulde kunne paakalde det tydske Forbunds Mellemkomst for at faa sin Myndighed gjenoprettet i Holsten imod at meddele sine Hensigter i Henseende til Fredens Gjenoprettelse der i Landet — en Bestemmelse, der tilsyneladende var til vor Fordel — blev i Virkeligheden en Lænke om vort Ben. Det var den, der gjorde os det umuligt, efterat Schleswigholsteinerne i 1850 vare slaaede paa Sønderjyllands Valpladser, at drage ind i Holsten og knuse Oprøret i dets Rede. Det blev saaledes Tydskland, der paatog sig Holstens Fredeliggjørelse; men da Tydskerne engang harde sat sig fast der, stod det i deres Magt at bestemme den Pris, for hvilken det paany kunde overgives til dets Konges Myndighed. Og det blev snart aabenbart, at Prisen skulde være en saadan Ordning af den hele danske Stats og særlig Sønderjyllands Forhold, der gav Tydskland tilstrækkelig Haand i Hanke med os til, naar Omstændighederne næste Gang stillede sig gunstig, at faa udført det, man denne Gang maatte opgive. Omtrent et Aar hengik med pinlige Underhandlinger mellem vor Regering og de to tydske Stormagter Preussen og Østerrig, der havde Fuldmagt til at forhandle paa hele Tydsklands Vegne. Forgjæves anstrængte man sig fra dansk Side for at faa sat en Ordning igjennem, der i alt Fald nogenlunde lignede det „Danmark til Ejderen“, for hvilket man havde kæmpet og sejret. Støttet af den almindelige evropæiske Reaktion, der