192 saa skævt til den demokratiske Forfatning, Aaret 1848 havde skaffet Danmark, og ønskede dennes Omraade indskrænket inden de snevrest mulige Grændser, forkastede Tydskland længe ethvert Tilbud fra dansk Side og nødte vor Regering til det ene Tilbageskridt efter det andet. Saa godt som for ethvert saadant skete der Forandringer i Ministeriets Sammensætning herhjemme, idet de Mænd i Kongens Raad, der oprigtig vare gaaede ind paa den danske Politik, som kom til Roret i Marts 1848, ikke vilde række Haand til Gjennemførelsen af Tydsklands Fordringer. Men Kongen fandt tilsidst Raadgivere, der paatoge sig Ansvaret for at gaa ind paa disse Fordringer, som fandt deres Udtryk i de saakaldte „Overenskomster af 1851 og 1852“ — en Benæpnelse, der forsaavidt er misvisende, som der i alt Fald i Formen ikke var Tale om egenlige Overenskomster eller Traktater. Fra dansk Side meddeltes det i Fortrolighed de tydske Magter, hvorledes Kongen var sindet at ordne det indbyrdes Forhold mellem de forskjellige Lande, der laa under hans Herredømme — idet udtrykkelig tilf»jedes, at det, hvad Sønderjylland angaar, skete af hans egen fri Vilje og ikke, fordi han var forpligtet til at raadspørge nogen fremmed Magt om denne Landsdels Forhold — medens der fra Preussen og Østerrig indløb Erklæringer, som udtalte sig bifaldende om de gjorte Meddelelser. Det væsenligste Indhold af disse var følgende. Der skulde gives en fælles Forfatning for alle under Kongens Scepter hørende Lande, som altsaa tilsammen skulde danne en Helstat, hvori ingen enkelt Landsdel var den anden underordnet. Sønderjylland maatte ikke indlemmes i Kongeriget, men paa den anden Side ikke stilles i noget uøjere Forhold til Holsten end hidtil. Det var en Forudsætning for den hele Ordning, at Tydskland opgav ethvert Krav paa at indblande sig i Sønderjyllands Anliggender, og at Kongen heller ikke i Holsten og Lauenborg skulde være anden eller yderligere Indskrænkniug undergiven, end der fulgte af disse Hertugdømmers Beskaffenhed som tydske Forbundslande.