220 sigtede, da han den 16de Oktober i sit Foredrag paa Skydebanen ved den første almindelige Skyttefest i Kjøbenhavn talte om „den Krise, som Regeringen med beraad Hu havde gjort Sit til at fremkalde.“ Denne Ytring, som er bleven Gjenstand næsten for ligesaa mange Fordrejelser og ligesaa mange hadefulde Angreb, som hans Tale paa samme Sted den 28de Maj 1842, harde det visselig dengang været klogest at holde tilbage, men det maa paa den anden Side fastholdes, at der ikke laa nogetsomhelst Formasteligt eller Overmodigt deri. Thi indeholdt eller medførte hint Udkast en „Krise“, saa vil det Følgende vise, at Regeringen, saavidt menneskeligt Fremsyn kunde række, havde valgt netop det rette Ojeblik til at fremkalde den. En omhyggelig Vurdering saavel af den almindelige politiske Stilling i Evropa som særlig af Danmarks Forhold til de fremmede Magter paa den Tid, da Forfatningsudkastet forelagdes Rigsraadet, maatte nemlig lede til den Erkjendelse, at vort Fædreland aldrig, saalænge Tvisten med Tydskland havde staaet paa, havde været stillet gunstigere og Haabet om en snarlig og for os heldig Udgang paa den endeløse Strid havt Mere at støtte sig til. Med Sverig-Norge havde der allerede længe været plejet Underhandlinger om Afslutningen af et Forsvarsforbund, for hvilket Forudsætningen netop var en „Udsondring“ af de tydske Forbundslande Holsten og Lauenborg eller med andre Ord en saadan Ordning af de danske Statsforhold som den, der tilstræbtes gjennem Udkastet til Forfatningen af 18de November. Disse Forhandlinger vare nu, efter Mødet paa Skodsborg mellem de to nordiske Konger den 22de Juli 1863 og den derefter stedfundne Sammenkomst i Kjøbenhavn mellem den svensk-norske Udenrigsminister Grev Manderstrøm og den danske Førsteminister Hall, saa vidt fremskredne, at kun Underskrifterne paa Overenskomsten syntes at staa tilbage. Forholdet til England havde udviklet sig paa en saadan Maade, at Danmark for det Tilfælde, at det trods al udvist Imødekommen og Eftergivenhed skulde komme til et aabent Brud med det ufor-