222 udelukkende fæstede sig paa „den forladte Broderstamme i Schleswigholstein“, saaledes var det naturligt, at der under den tiltagende Spænding mellem de to tydske Stormagter kunde vise sig en vis Tilbøjelighed hos enhver især af dem til at drage Kongen af Danmark som Hertug i Holsten og Lauenborg over paa sin Side. Og det er maqske ikke umuligt, at dette Hensyn kan have havt nogen Andel i den forandrede Holdning, som Preussen paa den Tid begyndte at indtage ligeoverfor Danmark, og som især lagde sig for Dagen under de Forhandlinger, der i Oktober og Begyndelsen af November førtes mellem vor Regering og den nye preussiske Førsteminister Baron Bismarck for om mulig at afvende den truende Exekutionsfare. Under disse Forhandlinger var det saa langt fra, at Bismarck misbilligede den Vej, hvorpaa Danmark siden Foraaret var slaaet ind, at Forhandlingerne tvertimod netop bleve førte paa Grundlag af den Ordning, der var slaaet fast ved Kundgjørelsen af 30te Marts. Bismarck indrømmede ligefrem, at Forbundets Myndighed var indskrænket til Holsten, men da det med Hensyn til dette havde Ret til at opstille Fordringer, burde den danske Regering efter hans Mening ikke optage Exekutionen som Krig, og han troede at kunne indestaa for, at det slet ikke vilde komme til nogen Exekution, saafremt Danmark vilde gjøre Holsten endnu en nærmere betegnet finansiel Indrømmelse, hvad vor Regering kort efter virkelig ogsaa gik ind paa. Spørgsmaalet om Seønderjylland var derimod, ytrede han, et almindeligt evropæisk Anliggende, og han var for sit Vedkommende rede til i den Sag at modtage Englands Mægling, naar Danmark vilde tage derimod. Ja han gik endog saa vidt, at han for ikke at lade Tvivl tilbage om Meningen med sine Udtalelser ytrede, at hans Tanke gik ud paa, at der midlertidig skulde skabes et „Holsten til Ejderen“ og et „Danmark til Ejderen“. Medens Forholdene udadtil saaledes stillede sig lysere end nogensinde, var det Regeringens Opgave at føre Udkastet lykkelig gjennem Rigsraadet. Det mødte her Modstand ikke alene hos