223 de ubetingede Tilhængere af Helstaten — der ikke toge i Betænkning, for at berede et Ministerium af politiske Modstandere Vanskeligheder, under Forhandlingen at fremkomme med Paastande, som vore Fjender kunde bruge og virkelig ogsaa brugte som et farligt Vaaben mod Danmark selv — men tillige hos det demokratiske Venstre, for hvem det mægtige Skridt, Udkastet paa Fællesstatens Omraade gjorde henimod Grundloven af 1849, ikke var stort nok endnu. Det var fornemmelig mod denne Side af Salen, at Lehmann under Udkastets Dröøftelse rettede sin Veltalenhed, medens det nærmest var Hall, det tilfaldt at bekæmpe de Indvendinger, der rejstes fra Helstatspartiets Førere. Efter en langvarig og varm Forhandling lykkedes det tilsidst Regeringen og det national-liberale Parti i Forsamlingen at besejre al Modstand, og om Aftenen den 13de November foregik under aandeløs Spænding den Afstemning, ved hvilken Udkastet vedtoges. Det maatte saaledes synes, som om Regeringens opfindsomme Klogskab, sejge Udholdenhed og uopslidelige Taalmodighed endelig skulde krones med Sejr, som om det Tryk, der i saa lang en Aarrække kvælende som et Mareridt havde ligget paa Danmarks Hjerte, endelig skulde hæves. Men ret som Værket skulde fuldbyrdes, greb Guds Finger ind i det, der saa møjsommelig var opbygget. Kun to Dage efter den nye Grundlovs Vedtagelse lukkede Døden Kong Frederik VII.s Øjne efter nogle faa Døgns i Begyndelsen neppe ændsede Sygdom — og fra nu af var det, som om Alt sammensvor sig til vor Fordærvelse. Schleswigholsteinernes og deres tydske Forbundsfællers Planer til Danmarks Sønderlemmelse, som hint kostbare Liv havde holdt nede, bragte dets Udslukkelse med eet Slag til Modenhed, og Bevægelsen i Tydskland antog i kort Tid Præget af en Stormflod, der maatte bortskylle enhver Skranke, som stillede sig imod den. Preussen greb med Glæde Bevægelsen som et Middel til at tilfredsstille sine egne Erobringslyster, medens Østerrig for ikke at give sin Medbejler noget Forspring i Kapløbet efter at vinde Stemningen i Tydskland