236 heller ikke at saare, ofte mere af Uforsigtighed end af Forsæt. Men hans Hjerte var ædelt nok til hurtig at søge Saaret helet, og var han end, som vi ogsaa have sagt, i Besiddelse af en stundom vel pirrelig Selvfølelse, saa var han tillige forsonlig og let til ved mindste Imødekommen at række en Modstander Haanden. Som Ven var han trofast, som Søn, Ægtemand og Fader øm og kjærlig. Han harde et aabent Hjerte for menneskelig Lidelse og Nød, og han var ligesaa rundhaandet, naar det gjaldt at lindre denne, som naar det kom an paa at stsøtte Videnskab og Kunst eller anden ædel menneskelig Idræt. J det Hele kunne vi vel sige, at var hans Aand stor, hans Hjerte vár dog endnu større, og var hin Betingelsen for, at han kunde blive den, han blev, og virke det, han virkede, dette var dog Drivekraften. For alt Stort, Skjønt og Ædelt stod dette Hjerte aabent. Men hvad det end elskede, det elskede dog fremfor Alt Danmark. Vi kunne ikke sige noget Bedre om dets Ejer, end hvad en af de mest begavede af hans Ungdoms og Manddoms Kampfæller sagde, da han gav ham det Vidnesbyrd med i hans Grav, at selv i sit Livs bedste jeblikke har ingen Dansk elsket sit Fædreland inderligere end han. Hvor mørk og truende Danmarks Fremtid end ser ud, vi turde dog med Frejdighed og Fortrøstning gaa den i Møde, hvis hver af dets Sønner og Døtre kun tilnærmelsesvis var i Besiddelse af den Fædrelandskjærlighed, der glødede i Orla Lehmanns Bryst.