235 overbevisende, snart dybt gribende, henrivende og begejstrende. Dette gjælder, hvad enten han skrev eller talte; dog traadte disse Egenskaber stærkest frem i hans Optræden som Taler. Som saadan var han udruftet med omtrent alle Naturbetingelser; thi til Tanke og Form kom endnu noget eget Betagende i Stemmens Klang, i det skjønne Hoved og den hele Personlighed. Naar han skulde optræde offenlig som Taler, undlod han sjelden at forberede sig omhyggelig og nedskrev ofte sin Tale hel og holden. Men for Formens Skyld behøvede han det ikke, thi hans Herredømme over Sproget svigtede ham aldrig, og der var derfor noget ejendommelig Smagfuldt og Afrundet selv over det i Udstrækning ubetydeligste af hans Foredrag. Lehmanns Veltalenhed havde imidlertid visselig ogsaa sin soage Side. Han, som saa vel forstod at rive Tilhørernes Stemning med sig, lod sig stundom selv rive med af Stemningen, og naar han da først var i Drift, kunde han komme til at sige baade Et og Andet, som han siden i et roligere Øjeblik fortrod. Det er i det Hele betegnende, naar det om hans Veltalenhed er sagt: „Han førte sine Batailloner lige mod Fjenden, helst tog han Stillingen med et Bajonetangreb. Han lagde hele sin Personlighed, hele sin Sjæls Varme i sine Ord, og saa stormede han løs for at vinde Sejren for sin Overbevisning. Han begejstrede sine Tilhængere, rev de Ligegyldige hen med sig, han overvandt ofte, men vandt aldrig sine Modstandere.“ Dette Sidste hængte nu igjen sammen med hans hele Karakter. Grundtrækket i denne var noget ejendommelig Aabent, Ærligt og Ridderligt. Han hadede Krogveje. Om de end førte langt sikrere til Maalet, gik han dog, naar han maatte raade, frygt- og hensynsløst helst den lige Vej. Han talte stundom, hvor han helst burde have tiet stille, og han havde ikke den Klogskab, der nøje afvejer, om det ikke er bedre at beholde sin Mening for sig selv end at udtale den. Derfor — vi have alt et tidligere Sted antydet det — derfor undgik han