75 Ingenlunde. Den eneste Slutning, vi maa drage, er, at Reformen paa Opdragelsens Omraade maa gaa Side om Side med andre Reformer, — at Opdragelsesmethoder hverken kunne eller skulle forbedres uden Skridt for Skridt, — at den abstrakte Retfærdigheds Bud i Praxis uundgaaelig ville blive modificerede ved den menneskelige Naturs nuværende Tilstand, baade ved Børnenes, ved Forældrenes og ved Samfundets Ufuldkommenheder, og kun kan ske bedre Fyldest, efterhaanden som den almindelige Karakter bliver bedre. »Men,» kunde vor Kritiker svare, »saa synes det dog aabenbart unyttigt at opstille en ideal Maalestok for huslig Opdragelse. Det kan ikke være til nogen Nytte at udarbejde og anbefale Methoder, som ere forud for deres Tid.« Jeg maa atter paastaa det modsatte. Lige som det, hvad den politiske Regering angaar, er nødvendigt at vide, hvor det Rette ligger, selv om det absolut Rette ikke strax kan virkeliggjøres, for at de Forandringer, vi foretage, kunne gjøres i Retning af det Rette og ikke bort fra det, saaledes maa vi, hvad Opdragelsen angaar, hævde et Ideal, for at der kan ske gradvise Tilnærmelser til det. Vi behøve ikke at frygte uheldige Følger af et saadant Ideals Hævdelse. Gjennemsnitlig er Menneskeslægtens naturlige Konservatisme stærk nok til at forebygge en altfor hurtig Forandring. Tingene ere saaledes ordnede, at førend Menneskene ere voxede op i Linje med en højere Tro, kunne de ikke tage imod denne; af Navn kunne de antage den, men ikke af Gavn. Og selv