82 Methode, der gjør saa god Fyldest i Livets første og sidste Del, ikke skulde gjøre Fyldest i den mellemliggende Del? Er det ikke aabenbart, at det er Forældrenes Opgave som »Naturens Tjenere og Fortolkere« at sørge for, at deres Børn stadig erfare de sande Følger af deres Handlinger, de naturlige Reaktioner, uden at afværge dem eller forstærke dem eller stille kunstige Følger i deres Sted? Ingen fordomsfri Læser vil betænke sig paa at indrømme dette. Dog ville sandsynligvis ikke faa paastaa, at de fleste Forældre allerede gjøre dette, at de Straffe, de tilføje, i de fleste Tilfælde ere de naturlige Følger af en slet Opførsel, — at Faderens Vrede, som giver sig Luft baade i Ord og i Gjerning, er en Virkning af Barnets Forseelse, — og at naar Barnet er fysiske eller moralske Lidelser underkastet, erfarer det den naturlige Reaktion efter dets slette Adfærd. Denne Paastand indeholder nogen Sandhed ved Siden af megen Vildfarelse. Det kan ikke negtes, at Fædres og Mødres Mishag virkelig er en Følge af Børnenes Forseelser, og at Ytringen deraf hindrer saadanne Forseelser. De Skjældsord, Trudsler og Slag, som vrede Forældre lade regne ned over en lille Synder, ere ganske vist Virkninger, der fremlokkes fra dem ved hans Forseelse, og maa derfor paa en Maade regnes blandt de naturlige Reaktioner efter Barnets urigtige Handlinger. Ikke heller vil jeg negte, at en saadan Behandlingsmaade kan have sin relative Berettigelse, nemlig naar Talen er om ustyrlige Børn af Forældre, som ikke kunne styre sig selv, og om en Samfundstilstand, hvor Folkets Masse bestaar