84 medens andre Forældre i deres enthusiastiske Forhaabninger om umiddelbar Fuldkommenhed styrte sig over i den modsatte Yderlighed. Den anden Kjendsgjerning er, at den værdifuldeste Tugt ikke bestaar i at føle Forældrenes Billigelse eller Misbilligelse, men i at erfare de Resultater, som tilsidst bevirkes ved en vis Adfærd, afset fra Forældrenes Mening eller Mellemkomst. De virkelig sunde og belærende Følger ere ikke de, som Forældrene fremkalde, naar de paatage sig at være Naturens Stedfortrædere, men det er dem, som Naturen selv medfører. Jeg skal forsøge at tydeliggjøre denne Forskjel ved nogle faa Exempler, som ville vise, hvad jeg mener med naturlige Reaktioner i Modsætning til kunstige, og som tillige ville give nogle praktiske Vink. I enhver Familie, hvor der er smaa Børn, hænder det daglig, at der, som Mødre og Tjenestefolk sige, gjøres Uorden. Et Barn har havt sin Æske med Legetøj fremme og lader det nu ligge spredt over hele Gulvet; eller en Haandfuld Blomster, som blev bragt med fra Morgenturen, ligger nu spredt paa Borde og Stole; eller en lille Pige syer Dukkeklæder og fylder Stuen med Stumper. Som oftest tilfalder Ulejligheden med at raade Bod paa denne Uorden alle Andre end dem, den burde tilfalde. Er Scenen i Barnekamret, paatager Barnepigen sig Arbejdet under megen Knurren over »det kjedsommelige lille Væsen«; er det nedenunder, tilfalder Arbejdet enten et af de ældre Børn eller Stuepigen, medens Synderen kun faar Skjænd. Dog er der i dette saa simple Tilfælde mange Forældre, som ere kloge