85 nok til med større eller mindre Konsekvens at følge den normale Fremgangsmaade, nemlig at lade Barnet selv samle Legetøjet eller Stumperne. Det Arbejde at bringe Tingene i Orden er den rette Konsekvens af at have bragt dem i Uorden. Enhver Handlende erfarer dette daglig i sit Kontor, enhver Kone i sin Husholdning; og dersom Opdragelse skal være en Forberedelse for det praktiske Liv, bør ethvert Barn fra først af daglig gjøre den samme Erfaring. Naar den naturlige Straf besvares med gjenstridig Opførsel (saaledes som det kan ske, hvor det tidligere anvendte moralske Opdragelsessystem har været slet), vil den rette Fremgangsmaade være at lade Barnet føle den videre gaaende Reaktion, som er en Følge af dets Ulydighed. Naar det har negtet eller forsømt at tage de Ting op, det har strøet omkring, og gjemme dem, og derved har voldet en Anden den Ulejlighed at gjøre dette, bør man ved senere Lejligheder negte Barnet Midlerne til at volde saadan Ulejlighed. Naar det næste Gang beder om sin Legetøjsæske, bør Moderens Svar være: »Sidst, da Du havde dit Legetøj fremme, lod Du det ligge paa Gulvet, og Jane maatte tage det op. Jane har Andet at bestille end hver Dag at samle sammen, hvad Du lader ligge, og jeg kan ikke gjøre det selv. Dersom Du altsaa ikke vil gjemme dit Legetøj, naar Du har brugt det, kan jeg ikke give Dig Lov til at faa det frem.« Dette er aabenbart en naturlig Konsekvens, hverken forøget eller forringet, og maa anerkjendes som saadan af Barnet. Desuden kommer Straffen i det Øjeblik, da den føles dybest. Et nyvakt Ønske møder