89 ikke lider mere end det Onde, som ifølge Naturens Orden udspringer af hans egen slette Adfærd, vil ikke saa let komme til at betragte sig som uretfærdig behandlet, som hvis han lider et vilkaarlig paaført Onde; dette gjælder om Børn saa vel som om voxne Mennesker. Lad os som Exempel tage en Dreng, der stedse er ligegyldig med sine Klæder, — kryber over Gjærder uden at tage sig i Agt eller aldeles ikke bryder sig om Smuds. Faar han Prygl eller bliver han sendt i Seng, vil han betragte sig som mishandlet, og vil snarere ruge over den Uret, han mener at have lidt, end fortryde sine Forseelser. Men antag nu, at det fordres, at han saa vidt mulig skal raade Bod paa den Skade, han har voldt, skaffe det Smuds bort, hvormed han har bedækket sig, eller udbedre Riften saa godt han kan, vil han saa ikke føle, at han selv er Aarsag til det Onde, han lider? Vil han ikke, medens han udstaar denne Straf, stedse være sig Forbindelsen mellem den og dens Aarsag bevidst? Og vil han ikke trods al sin Forbitrelse mere eller mindre klart anerkjende det Retfærdige i Ordningen? Dersom flere Lektioner af denne Slags ikke frembringe nogen Forbedring, dersom flere Sæt Klæder ødelægges, før de ere afbrugte, dersom Faderen fortsætter den samme Methode og negter at betale nye Klæder, før den sædvanlige Tid er gaaet, og dersom der imidlertid indtræffer Lejligheder, ved hvilke Drengen hindres i at følge med den øvrige Familie paa Ferieudflugter og Festdage, fordi han mangler ordenlige Klæder, saa er det aabenbart, at han vil føle Straf-