101 man har fornærmet, kan det at have tilføjet ham Fortræd snarere blive en Kilde til hemmelig Tilfredshed end til Sorg? Erindrer han ikke, at naar en helt Fremmed følte sig fornærmet af ham, følte han langt mindre Bekymring derover, end han vilde have gjort, dersom det havde været en fortrolig Ven, der havde anset sig fornærmet? Betragter han ikke en beundret og elsket Vens Vrede som en stor Ulykke, han sørger længe og dybt over? Ganske paa samme Maade maa Virkningen paa Børnene af Forældrenes Mishag afhænge af det forudgaaende Forhold mellem dem. Hvor de ere fremmede for hinanden, føler Barnet, naar det har handlet urigtig, kun en rent selvisk Frygt for den truende fysiske Straf, og naar denne Straf er overstaaet, vil den Strid og Utilfredshed, den har fremkaldt, gjøre dem endnu mere fremmede for hinanden. Omvendt, hvor oprigtig Hengivenhed er til Stede hos Barnet, fremkaldt ved sand Kjærlighed fra Forældrenes Side, der vil den Sindstilstand, som fremkaldes ved Forældrenes Mishag, ikke blot være en gavnlig Hindring for fremtidig Forseelse af samme Art, men ogsaa være virksom i sig selv. Den moralske Smerte, som fremkaldes derved, at man for en Tid har mistet en saa elsket Ven, træder i Stedet for den fysiske Smerte, som er den sædvanlige Straf, og viser sig lige saa virksom, om ikke virksommere; og i Stedet for Frygt og Hævngjerrighed, der fremkaldes ved den ene Fremgangsmaade, vækkes der ved den anden Sympathi med Forældrenes Sorg, inderlig Anger over at være