126 viser for denne særlige Nødvendighed af Næring, have vi et saadant i den Kjendsgjerning, at naar Hungersnød indtræder som Følge af Skibbrud eller andre Ulykker, ere Børnene de første der dø. Naar nu den forholdsvis større Trang til Næring indrømmes, hvilket ikke kan undgaas, staar det Spørgsmaal tilbage: skulle vi tilfredsstille denne Trang ved en stor Mængde af hvad man kunde kalde fortyndet Føde eller ved en mindre Mængde koncentreret Føde? Svaret ligger temmelig nær. Jo mere Arbejde man sparer ved Fordøjelsen, desto mere Kraft bliver der tilbage til at voxe og virke. Mavens og Indvoldenes Funktioner kunne ikke gaa for sig uden rigelig Forsyning med Blod og Nervekraft; ethvert voxent Menneske har i den Sløvhed, der følger efter et dygtigt Maaltid, et Bevis paa, at denne Forsyning med Blod sker paa hele den øvrige Organismes Bekostning. Naar den fornødne Næring uddrages af en stor Mængde lidet nærende Føde, maa Indvoldene arbejde strengere, end naar den uddrages af en mindre Mængde nærende Føde. Dette Extraarbejde er et lige saa stort Tab, et Tab, der hos Børn viser sig enten i formindsket Livlighed eller i mindre Væxt, eller i begge Dele. Resultatet er da, at deres Kost, saa vidt mulig, baade bør være nærende og let fordøjelig. Det er udenfor al Tvivl, at Drenge og Piger kunne opfødes udelukkende eller næsten udelukkende med Planteføde. I de højere Klasser finder man Børn, som kun faa liden Kjødmad, og som desuagtet voxe og synes at være ved godt Helbred. Arbejder-