128 Hos Koen, der lever af saa lidet nærende Kost som Græs, se vi, at det store Kvantum, som fordres, nødvendiggjør et stort Fordøjelsessystem, — at Lemmerne, der ere smaa i Forhold til Legemet, segne under dets Vægt, — at megen Kraft anvendes paa at transportere dette tunge Legeme og fordøje denne overordentlige Mængde Føde, — og at Dyret er sløvt, fordi der kun bliver liden Livskraft tilovers. Sammenlign nu Koen med Hesten, et Dyr med nær beslægtet Bygning, men vant til en mere koncentreret Føde. Her er Legemet, særlig Bagkroppen, mindre i Forhold til Lemmerne; der lægges ikke Beslag paa Kræfterne til at understøtte saa massive Indvolde eller til at fordøje et saa stort Kvantum Føde, og følgelig findes her større Bevægelighed og betydelig Livlighed. Stille vi fremdeles det græsædende Faars dumme Sløvhed overfor Livligheden hos Hunden, der lever af Kjød eller Melstoffer eller en Blanding af begge, saa se vi en lignende, men endnu større Forskjel, og naar man i en zoologisk Have lægger Mærke til den Rastløshed, hvormed de kjødædende Dyr gaar op og ned i deres Bure, behøver man blot at erindre, at intet af de planteædende Dyr pleje at vise Tegn paa en saadan overflødig Energi, for at se, hvor bestemt Sammenhængen er mellem Fødens Koncentration og Graden i Livlighed. At disse Forskjelligheder ikke, som man kunde paastaa, ere Følger af Forskjellen i Bygning, men direkte Følger af Forskjellen mellem de Fødemidler, hvoraf Dyrene i Følge deres Organisation leve, bevises derved, at de kunne iagttages mellem forskjellige