161 drevent Studium, hvor alvorlig en Fordømmelse maa man saa ikke udtale over det ovenfor skildrede Proppesystem? Dette System beroer, hvorledes man end betragter Sagen, paa en stor Vildfarelse. Det beroer paa en Vildfarelse, hvad selve Erhvervelsen af Kundskab angaar; thi Aanden kan lige saa lidt som Legemet fordøie mere end et vist Kvantum, og naar man vil fylde den med Stof hurtigere end den kan fordøje det, bortkastes det snart igjen; i Stedet for at føjes ind i den aandelige Bygning, tabes det af Erindringen, saa snart den Examen er overstaaet, for hvis Skyld man optog det. Det beroer fremdeles paa en Misforstaaelse, fordi det let gjør Studiet ubehageligt. Det frembringer ofte Modbydelighed for Bøger, enten ved de pinlige Ideassociationer, som frembringes ved uophørlig aandeligt Slid, eller ved den unaturlige Hjernetilstand det efterlader, og der indtræder let stadig Tilbagegang i Stedet for den Selvuddannelse, hvortil en fornuftig Undervisning giver Stødet. Det beroer ogsaa paa en Misforstaaelse, for saa vidt det antager, at med Kundskabens Erhvervelse er Alt gjort, men glemmer, at Organisationen af Kundskaben er langt vigtigere, og at den behøver Tid og Selvtænkning. Lige som Humboldt bemærker om Erkjendelsens Udvikling i det Hele, at »Fortolkningen af Naturen bliver uklar, naar Beskrivelsen lider af en for stor Ophoben af isolerede Kjendsgjerninger,« saaledes kan man ogsaa, hvad det enkelte Individs Erkjendelse angaar, sige, at Aanden overlæsses og forvirres ved et Overmaal af slet fordøjede Kundskaber. Om Opdragelse. 2. Opl. 11