Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Retfærdiggørelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Om retfærdiggørelsen.
i døden, — både før, under og efter vet han, at han Jean
ikke dø; det gar straks over. Så fortjenesten er ikke så
stor, som når et mænneske går i døden for en god sak; de
vet, at det er alvor med døden. Og dog har tusener, ja,
millioner gjort det, som ikke trodde på nogen utfrielse..
Når de kristne selv føier, at kanske kunde dødsfrygten
-ha været større -æn den, som en gud føier, — siger de, at hans
værste angest og pine var nvore synder" Men dette
forstår jeg allerniinst. Var der noget, som måtte gi ham
frejdighed og styrke til den korte pine, han gik in i, så var
det dog vel at vite, at nu betalte han for alle vore synder
og gjorde os lykkelige i evighed ?
Men her rejser sig et nyt spørsmål: hvorledes kan han
betale for den evige død, ænog for hele mænnesJoehcdens
evige død — ved den timelige død? Som ovenikøpet. ikke
var nogen død; bare et øjebliks lidelse.
Hvis tanken var tænkt helt ut, måtte gud selv gi sin
’uskyldige søn ;— først til den timelige død, så gennem den
til den evige, d. e. til al dens ydre mørke og rædsel og
indre pine og angest for os, som det eneste mulige vederlag
for vor evige død; bli der i den endeløse jammer, til den
;siste af os var utfrid, og al tid var forbi. (Mange tror, at
med Paulus?s „evig" menes intet annet æn til tidens ophør).
Kanske gav dette også mere styrke til vor syndeangest,
at vi visste, der var en, som samtidig led tusenfoldigt
for hvær dråpe i vor synd, led, sålænge tiden var til;
dersom vi visste, at hos ham måtte også vi, når vi ikke
vilde hjælpes af hans offer og forbøn, komme til at lide
både vor egen syndeskyld og synet af, hvad vi hadde øket
hans pine med, lide uten at lette hans det minste, lide, vi
også, til tidens ophør.
Kanske kom der større virkeligheds-alvor over det, når
det ikke hændte i forgårs, men den dag idag, og jeg selv
var en handlende med i den store værdens-tragedie. Kanske
blev vor kraft inderligere, vor.bøn glødede op; og kanske
kom der hast i mænneskenes omvendelse. Især hvis vi samtidig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
