Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Søfareren og Forsøgene paa at naa Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 27
det hvide Ørkensand og det trøstesløse Land, som denne Kyst
tilhører. Hvor helt anderledes opmuntitrende lyder da ikke Navnet
Cabo Verde! Forbjærget, som er opkaldt efter den Farve, der bedst
af alt vidner om Naturens aldrig svigtende Livskraft, det grønne —
Haabets Forbjærg!
Paa den anden Side af det nyopdagede Forbjærg strakte Kysten
sig ikke mere mod Vest, men mod Syd og Øst. Dias Karavel vakte
en uhyre Opsigt blandt de sorte Indfødte, der ikke vidste, om de
havde et »Spøgelse, en Fugl eller en Fisk for sig«. Tilsidst tog fire
af de indfødte Mod til sig og nærmede sig i en Kano, der var lavet
af en eneste udhulet Træstamme. Da de saa, at Skibet havde
Mennesker om Bord, flygtede de saa hurtig tilbage til Kysten, at
Portugiserne, som det siges, » il deres store Sorg«, ikke kunde faa fat i
en eneste af dem. Fra dette Punkt af Kysten vendte nu Dias
tilbage til Portugal for pligtskyldigst at aflægge Rapport om sin Rejse.
Henrik modtog med største Glæde den raske opdagelsesrejsende,
»skønt han,« som Krøniken naivt siger, »ikke paa langt nær bragte
saa stort Udbytte med sig hjem, som de foregaaende Ekspeditfoner«.
Denne Rejse havde imidlertid, om ikke fuldt bevist, saa dog i det
mindste med god Grund kunnet give den Forhaabning Næring, at
Afrikas store vestlige Fremspring sluttede med »det grønne
Forbjærg« i Stedet for stadig at brede sig mod Vest, hvilket man i de
sidste Aar var begyndt at frygte.
Endnu vigtigere var imidlertid de Oplysninger, som man vandt i
klimatisk Henseende. Hvorledes kunde den yppige Vegetation og
den tætte Befolkning, som Portugiserne nu havde truffet paa, stemme
overens med de Anskuelser, som Oldtidens mest fremragende
Geografer havde udtalt: At vor Jord paa Grund af Heden var øde og
ubeboelig omkring Ækvator. Med en vis Ret har man sagt, at den
gamle, højt ansete Teori om Ækvatorialegnenes absolute
Utilgængelighed blev kuldkastet, saa snart man havde naaet Kap Verde. Hvis
man vil være rigtig nøjagtig, maa man imidlertid sige, at dette
allerede var sket noget forinden. Det var nemlig lykkedes den ofte
omtalte Nuno Tristãåo, samme Aar som Dias og forinden denne, at
avancere saa langt mod Syd, at han blev Vidne til, at Kystens
sahariske Ødemarker endelig ophørte og erstattedes af en frodig
Palmevegetation — især ved Kap Palmar (deraf det meget talende
Navn), hvor han steg i Land, og, i fuld Overensstemmelse med Skik
og Brug, tog en Del sorte indfødte til Fange. Egentlig tilkommer
altsaa Æren af først at have besøgt »det virkelige Negerland« Nuno
Triståo. Denne Rejse gik imidlertid helt og holdent i Glemme ved
Opdagelsen af det i et og alt mere anselige Kap Verde, denne i
Atlanterhavet fremskydende, elegant formede Høejlandstunge, bevokset
med tropiske Palmer, »under hvis Skygge Middelalderens Geografer
ligger begravne«.
Efter Opdagelsen af dette Forbjærg havde nemlig Oldtidens
Autoritetstro unægtelig faaet sit Knæk. Dette ses blandt andet af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
