Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Søfareren og Forsøgene paa at naa Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 H. H. von SCHWERIN
Præg. I Reglen er de indfødte selv Skyld i, at Stammerne tørrer ind,
da de, for at faa saa meget som muligt af den saakaldte Palmevin,
beskadiger Træet, saa at det gaar ud.
Skønt Viljen ikke manglede, lykkedes det ikke Portugiserne at
faa fat i nogen af de indfødte her, »eftersom de var nøgne og med
meget tæt klippet Haar«. Fra dette Forbjærg tiltraadte Zarcos Skibe
Hjemrejsen direkte til Madeira og derfra videre til Lissabon, hvor
Ekspeditionen blev modtagen med stor Hæder af Infanten, »eftersom
denne Karavel havde udrettet mest og havde naaet længst af alle
dem, som var tagne ud paa denne Tid (1445)«. Dette var alt, hvad
den store Armada af 1445 fik udrettet. I det hele taget havde denne
Ekspedition, som fra Begyndelsen af lovede saa meget, og som havde
kostet saa store Summer, ikke opfyldt de Forhaabninger, som man
havde næret til den. Med Hensyn til »Nyheder« og geografiske
Opdagelser, Hovedformaalet for alle Prins Henriks Foretagender, havde
den unægtelig givet temmelig daarlige Resultater.
Den næste Opdagelsesrejse, som den berømte Nuno Tristão stod
i Spidsen for, endte paa den ulykkeligste Maade til Trods for sin
erfarne Chef, 1446. Ekspeditionen var naaet til en lille Flod syd
for Kap Verde. Her kom det til en Kamp med de indfødte, som i
deres smaa Baade sværmede omkring de fremmede, der søgte at
komme i Land. Af det 27 Mand stærke Skibsmandskab blev 20
dræbte og 2 livsfarlig saarede af Fjendens forgiftede Pile. Mellem
de døde var den ædle Nuno Tristão selv. Skibet og de efterlevende
blev kun reddet, hedder det, (og Fortællingen herom er endnu ikke
bleven gendrevet) ved den sjældne Energi, som en ung Mand, ja,
næsten en Dreng, der hørte til Infantens Hof, lagde for Dagen. Efter
en døende Styrmands Raad satte han resolut Kursen først mod Nord
og derefter mod Nordøst, saa at den sørgelige Levning af
Ekspeditionen 2 Maaneder efter naaede tilbage til Portugals Kyst. Ikke
underligt, at Stemningen var trykket om Bord i de 60 Dage, de sejlede
mellem Himmel og Hav uden at skimte Spor af Land. Besætningen
bestod, foruden omtalte unge Helt, af 4 Personer, en almindelig i
»Navigation temmelig ukyndig« Sømand, samt 3 Skibsdrenge, hvoraf
de 2 var hvide og en sort (en af de første Fanger fra Guineas
Kyst).
I Begyndelsen var de i høj Grad generede af Kaptajnens og de
andres forraadnede Lig, indtil de omsider besluttede dem til at
overlade »de dødes Ere til Vindene og deres Legemer til Fiskene«.
Da det lakkede mod Rejsens Ende, blev de en Dag grebne af
en voldsom Skræk; de troede nemlig, at de var faldne i Hænderne
paa en maurisk Krydser. Det mistænkte Skib viste sig imidlertid at
være af spansk Nationalitet, og man kan ikke undre sig over, at de
forkomne Stakler, ved Underretningen om at de befandt sig i
umiddelbar Nærhed af Lagos, blev ellevilde af Glæde. Man kan næppe
tænke sig en lykkeligere Afslutning paa en saa ulykkelig Rejse.
Hvorvidt de unge Mænds Hjemrejse fra Afrika til Portugal egent-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
