Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Søfareren og Forsøgene paa at naa Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50 H. H. von SCHWERIN
mest paa Hjerte. Desuden trøstede Kongen sig med den Tanke, alt
Portugal ved Pavens gentagne Forleninger havde faaet sig tilkendt
Retten over Indien og den østlige Halvkugle. For Sikkerheds Skyld
indledede Portugal nu en direkte Underhandling med Spanien
angaaende Spørgsmaalet om Jordens Deling mellem disse to Magter
ved Hjælp af den navnkundige saakaldte »Demarkationslinie«. De
langvarige Underhandlinger, som var lige ved at foraarsage Krig
mellem Landene, blev endelig sluttede ved Traktaten i Tordesillas
den 7. Juni 1494, hvorved Delingslinjen definitivt blev fastslaaet.
Ved dette Snit af Jordkloden i to lige store Dele (aldeles som man
med en Kniv »ærligt« deler et Æble) viste det sig, at Portugal
havde faaet ikke alene Afrika, men ogsaa Indien, Genstanden for
alles Længsel og den oprindelige Aarsag til Striden.
Aaret efter døde Johan III efter en daadfyldt m end langt fra
altid lykkelig Regeringstid. Det siges, at han endnu i sit sidste
Leveaar havde været sysselsat med Forberedelser til Udrustningen
af den Flaade, som efter alt at dømme, skulde have bragt
Opdagelserne til et lykkeligt Resultat. Men Døden overraskede ham, og
det blev hans Efterfølger, Kong Emanuel, som af Skæbnen blev
bestemt til at høste Fordelen og Æren af at have fundet Vejen til
Indien, i hvilken Anledning en portugisisk Krønikeskriver siger:
»det ser ud, som om den guddommelige Visdom har indrettet det
saaledes, at den ene saar og den anden høster«. Kong Emanuel
faar jo ogsaa i Historien Navnet »den lykkelige«.
Det trak imidlertid ud til midt i Aaret 1497, inden det endelig
blev til noget med Ekspeditionen. Grunden var vel først og
fremmest den, at Kong Emanuel ikke var sin egen Herre i dette
Spørgsmaal. I det Statsraad, som Kongen holdt i Anledning af sin
Regeringstiltirædelse, faldt der mange skarpe Bemærkninger, da Planen
om Udsendelsen af en ny Flaade kom paa Tale. Meget
indflydelsesrige Stemmer hævede sig endogsaa mod enhver Fortsættelse af
Opdagelsesrejserne. »Portugal var et altfor svagt befolket Land, og
dets naturlige Hjælpemidler altfor ringe, til at man turde indlade
sig paa Storpolitik med Kolonialvælde i Følge.« Ikke uden Grund
gjorde man opmærksom paa de evindelige Konflikter baade med
Muhamedanere og Kristne, der ufejlbarlig vilde blive Følgen,
saafremt Handelen paa Indien blev monopoliseret. »Og hvilken
Misundelse vilde det ikke vække blandt Europas andre Sømagter, i
Særdeleshed Venedig, der sikkert straks vilde indtage en fjendtlig
Holdning overfor Portugal. Bedre vilde det være at have sin
Opmærksomhed henvendt paa yderligere Erobringer i Marokko og
beflitte sig paa en Udvikling af Guineahandelen, der stadig viste mere
og mere glimrende Resultater.« Alle disse Indvendinger hjalp dog
intet. Og godt det samme! Thi det var i Virkeligheden bleven en
historisk Nødvendighed at fuldføre Planerne med Hensyn til Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
