Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vasco da Gama og Opdagelsen af Søvejen til Ostindien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 61
kastede man Anker i S. Brazbugten, den nuværende Mossel Bay, der
allerede var bleven besøgt af Dias.
Vi giver her Ordet til den ovenomtalte Deltager i Ekspeditionen,
der paa sit ligefremme Sprog giver en karakteristisk Skildring af
de Hændelser, Portugiserne oplevede under deres Ophold paa dette
Sted. Han fortæller:
»Vi blev i denne Bugt i 13 Dage, hvor vi ophuggede vort
Transportskib og overførte dets Varer paa de andre Skibe. Fredagen
efter, medens vi endnu laa i den omtalte S. Brazbugt, viste der sig
omtirent 90 mørkhudede Mænd, af samme Slags som den,, vi saa i
S. Helenabugten; en Del af dem kom ned til Stranden, medens de
øvrige blev tilbage paa Bakkerne. Hele Mandskabet, eller saa godt
som hele Mandskabet, befandt sig paa Kommandantens Skib. Saa
snart vi saa dem, satte vi os velbevæbnede i vore Baade og styrede
mod Land. Da vi var komne tæt ind til Stranden, kastede
Kommandanten smaa Bjælder i Land til dem, de tog dem op, og nogle
vovede endogsaa at tage Bjælderne af Kommandantens Haand.
Dette forbavsede os i høj Grad; da Bartholomeu Dias var her,
flygtede de indfødte uden at turde tage imod de Sager, som han
vilde give dem. Ja, en Gang da Dias vilde hente Vand, forsøgte de
indfødte ved Stenkast at forhindre ham deri. Dias havde ladet
affyre et Armbrøstskud og dræbt en af dem.
Vi maatte formode, at de ikke flygtede for os, fordi de havde
hørt af Folkene ved S. Helenabugten, hvor vi havde opholdt os lige
forinden, og som kun er beliggende 60 Leguas ad Søvejen herfra
(Fejlskrivning for Landevejen), at vi ikke var farlige, men at vi
tværtimod bortgav af det, vi ejede.
Kommandanten vilde ikke gaa i Land paa det Sted, da der
fandtes et stort Krat, hvor Negrene stod; vi skiftede derfor Plads og
landede paa en mere aabentliggende Kyststrækning. Vi gav Tegn til
Negrene, at de skulde gaa hen til det Sted, hvortil vi begav os, og
det gjorde de ogsaa. Og Kommandanten og de andre Kaptajner gik
i Land, fulgte af bevæbnede Mænd, af hvilke nogle bar Armbreøst.
Derefter tilkendegav Kommandanten de indfødte ved Tegn, at de
skulde sprede sig og komme til ham en eller to ad Gangen. Og
de som kom, fik Bjælder og røde Huer, og de gav os Elfenbensringe,
som de bar om Armene. Vi kunde forstaa, at der maatte findes
mange Elefanter i den Egn, thi vi havde fundet disse Dyrs
Ekskrementer nærved Vandstedet, hvor de kom for at drikke.
Lørdagen (den 2. December) kom omtrent to Hundrede Negre
baade store og smaa. De førte en 10—12 Okser med sig samt 4
eller 5 Faar. Da vi saa dem, gik vi i Land, og straks begyndte de
at spille paa fire eller fem Fløjter, nogle spillede højt og andre lavt,
saa Sammenspillet var rigtig kønt, naar man tænker paa, at det
var Negre, af hvem man ikke venter sig Musik, og saa dansede de
til, som Negre plejer. Og Kommandanten lod Trompeterne lyde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
