Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Columbus' anden Rejse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 211
som Columbus, under Foregivende af, at de var Rebeller, havde ladet
fange og nu sendte til Spanien uden først at høre sine Suveræners
Mening om Sagen. I Spanien blev de ulykkelige solgte som Slaver.
De fleste af dem kom til Biskop og Sekretær for de indiske
Anliggender Fonsecas’ Gods i Andalusien. Til Trods for deres
Ungdom bukkede de snart under dels paa Grund af Klimaet dels
paa Grund af det haarde Arbejde, man paalagde dem.
Denne Columbus’ Handlemaade udgør unægtelig et af de
mørkeste Punkter i hans for øvrigt langtfra dadelfri Liv.
Efter at Flaaden var afsejlet, mente Columbus, at Tiden var
inde til et Angreb paa de indfødte, hvis Fjendtlighed i den
sidste Tid havde antaget en stadig mere foruroligende Karakter.
Columbus havde dog kun 200 Mand Fodfolk og 20 Ryttere at stille
op mod de indfødte, der kunde regnes i Tusinder. Forholdet blev
dog i en ikke ringe Grad udjævnet ved, at de spanske Soldater alle
var panserklædte, medens deres Modstandere savnede al Beskyttelse.
Desuden raadede Europæerne over en Snes vældige Blodhunde, der
nok kunde sætte en voldsom Skræk i de stakkels Naturmennesker,
hvis nøgne Kroppe var udsatte for de vilde Bæsters forfærdelige
Bid.
Den 27. Marts 1495 brød den spanske Trop op fra Isabella. Den
nyanlagte Vej opad Bjerget blev passeret uden Vanskeligheder, og
den lille Skare kunde snart lade sine Blikke glide over Vega Reals
herlige Slette, der sikkert ikke nu længere forekom Spanierne som
et jordisk Paradis.
Efter nogle Dages Forløb mødtes de her af Indianerne, hvis
Styrke beregnedes til ca. 100,000 Mand. Spanierne, der gjorde alt
for at forvirre Fjenden, fordelte Fodfolket i en Mængde
Smaaafdelinger, spredte over hele Skovbrynet. Kampen begyndte; fra alle
Sider knaldede Skuddene og strakte Modstanderne til Jorden;
Trommernes dumpe Lyd og Trompeternes Skrald overdøvede Indianernes
Hyl. De indfødte blev forvirrede; Hojeda saa, at Øjeblikket nu
var kommet til med sine Lanseryttere at styrte sig over den tætteste
Menneskevrimmel, hvor de nedsablede og red over Ende alt, hvad
der kom i deres Vej, samtidig slap man Blodhundene, der rasende
kastede sig over de uordnede Skarer, mellem hvilke de anrettede et
sandt Blodbad. Slaget blev ikke langvarigt; inden ret længe var
Skovene opfyldte af de flygtende, skrækslagne Indianere.
Europæernes Sejr var fuldstændig, og Kazikernes Liga sprængt. Nu
gjaldt det først og fremmest om at uskadeliggøre Caonabó,
Ophavsmanden til dette Forbund.
Her var nu en Lejlighed, der var som skabt for Hojeda, til et af
disse Vovestykker, der havde gjort hans Navn saa berømt i Krigen
mod Maurerne i Spanien. Fulgt af 10 udvalgte Ryttere, begav han
sig uanfægtet den lige Vej til den By, hvor Kaziken for Øjeblikket
befandt sig. Forbavsende nok forgreb Caonabó, der saaledes ikke
var blottet for Ridderlighedsfølelse, sig ikke paa nogen Maade paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
