Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Columbus' tredje Rejse og Syd-Amerikas Opdagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 223
Vi skal her gengive de mest betegnende Momenter i hans
Fremstilling. Columbus havde rigtig opfattet, at den store Mængde fersk
Vand i Pariabugten havde sin Oprindelse fra en stor Flod; men
hvorfra kom mon denne, der med saa stor Fart skød sine
Vandmasser ud i Havet? Meget fornuftigt antager Columbus, at en saa
vældig Vandmasse ikke kan skrive sig fra en lille uanselig Ø;
snarere kunde man tænke sig, at den stammede fra et i Syd hidtil
ukendt Fastland. Flodvandets store Fart betingede endvidere, at
dets Udgangspunkt maatte være beliggende meget højt over
Havfladen, altsaa paa et meget højt Bjerg. Men da nu ingen saadanne
Bjerge var synlige paa Stranden ved Orinocos Munding, gav
Columbus følgende uhørte Teori som Forklaring paa de Fænomener, han
havde iagttaget.
Jorden var ikke rund, men pæreformet; den østlige af
Ptolemæus kendte Del af Jorden var halvklodeformet — dette vilde han
ganske vist ikke nægte; men fra en nord-sydlig Linie, trukken
omtrent 100 Leguas Vest for Azorerne, begyndte Jorden at stige, og
jo længere man sejlede vester paa, desto mere nærmede man sig
Himmelen og dens renere Atmosfære. Den vestlige Halvklode lignede
derfor den Del af Pæren, der sidder nærmest ved Stilken eller, for
at bruge en anden Lignelse, Vorten paa et Kvindebryst. Dette
mente Columbus var Grunden saavel til det milde Klima, som han
havde iagttaget fra nævnte Linie, som ogsaa til Kompasnaalens
mærkelige Retningsforandringer.
Grunden til, at Paradiset, d. v. s. Edens Have, var forskaanet
for Syndfloden, maatte, mente han, søges i den Omstændighed, at
dette Sted var beliggende i Midten af denne ophøjede Del af Jorden.
Som det fremgaar af Biblen, strømmede der fire vældige Floder i
Edens Have, hver til sin Side, og det var en af disse, Columbus
var stødt paa.
I Middelalderen henlagde man nemlig det jordiske Paradis enten,
saaledes som Dante og flere andre, til en Ø paa den sydlige
Halvklode, medens andre, og det var vistnok almindeligst, henlagde det
til den østlige Del af det østasiatiske Fastland. Columbus, som
synes at have sluttet sig til den sidstnævnte Opfattelse, mente nu
heri yderligere at have Bevis for, at det virkeligt, ved hans
grundigt udtænkte Plan om at sejle i vestlig Retning fra Europa, var
lykkedes ham at naa disse Indiens Nabolande. Som Forklaring paa
disse Columbus’ Grublerier har man anført, at flere af
Middelalderens Lærde har forfægtet den Sætning, at Jordens Land- og
Vandklode ikke havde samme Midtpunkt, og at der i Overensstemmelse
hermed fandtes en Slags »Vandpukkel« paa vor Planets Overflade.
Columbus skulde altsaa, da han fremkom med sin ny Teori om
Paradisets Beliggenhed ved Orinoco, have været paavirket af denne
Opfattelse. Man indrømmer dog samtidig, at Columbus var
kommen paa Afveje ved sit kritikløse Studium af alle mulige og umulige
teologiske Bøger, og at dette havde været let at forudsige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
