Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erobringen af Peru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 331
komme, da de om Natten saa Peruanernes utallige, flammende
Lejrbaal opad Bjergets Sider.
Atahualpa havde sikkert heller ikke nogen særlig rolig Nat.
Hans Forberedelser til Besøget hos de fremmede tog saa lang Tid,
at disse allerede begyndte at frygte, at Incaen havde betænkt sig.
Men da denne den 16. November, omgiven af sin Livvagt, indfandt
sig paa Torvet, var, mærkelig nok, ingen af de fremmede til Stede.
Spanierne var imidlertid til sidste Mand paa deres Post. Pizarro
havde nemlig med underfundig Beregning omhyggelig skjult sit
Fodfolk i de omliggende rummelige Huse. Fordelte i smaa Afdelinger
holdt Rytterne sig beredte til at kunne gribe ind.
Atahualpa selv var udstyret med al optænkelig Pragt. Han havde
svøbt den mangefarvede »kongelige Snor« flere Gange om Hovedet,
og i Snoren var ved Tindingerne indstukne to lige opstaaende sort-
og hvidspættede Fjer af den hellige Fugl, hans høje Værdigheds
fornemste Insignier. Tvende gennem hans Øren stukne Perlebaand,
hvori der hængte en Guldring, naaede ham ned til Skuldrene. En
af Juveler og Guld rigt besat, løst siddende Livkjole, holdtes
sammen om Livet af en Silkesnor! Fyrsten blev baaren af sine
fornemste Mænd i en gylden af Fjer overskygget Bærestol.
Ved Atahualpas Indtog i Caxamarca syntes Byen som uddød.
Omsider viste sig en hvid Mand, Dominikanermunken Valverde,
paa Torvet og traadte frem for Fyrsten med et Kors i den ene
Haand og Biblen i den anden. Han begyndte nu at opremse et
langt, salvelsesfuldt teologisk-kirkehistorisk Galimatias, ligefra Adams
Skabelse og Syndefaldet og Skridt for Skridt til Petrus’ Indsættelse
paa den hellige Stol i Rom, indtil han omsider logisk og kategorisk
naaede til den Konklusion, at Pave Alexander VI af egen
Magtfuldkommenhed havde skænket Incariget (foruden mange andre Lande)
til hans katolske Majestæt i Spanien. I Overensstemmelse hermed
paalagdes det Atahualpa, under Straf af at blive brændt paa Baal,
at anerkende Pavens Overhøjhed og betale Karl V skyldig Tribut.
Hvormeget Atahualpa egentlig opfattede af dette Sammensurium,
som en Tolk søgte at gengive for ham, er svært at vide. Valverde
havde endvidere rakt Incaen en Bibel med Oplysning om, at denne
Bog kunde sige hele Sandheden. Atahualpa undersøgte Bogen nøje
og indvendte, »at Bogen jo ingen Tunge havde«, hvorpaa han
lyttende førte den til sine Øren. »Den siger jo slet ingen Ting,«
udraabte han og kastede den paa Jorden.
Ligesom ude af sig selv af ædel Vrede over denne üuhørte
Vanhelligelse af Biblen, hævede Munken sit Kors. Dette var det
aftalte Tegn. Feltraabet Santiago! Santiago! lød, og fra alle Sider
styrtede nu Spanierne frem fra deres Gemmesteder. Der opstod
den vildeste Forvirring blandt de angrebne, som Spanierne
nedhuggede i Massevis.
Det var først og fremmest Pizarros Hensigt at søge at fange
Incaen levende. I Spidsen for sine tapreste Mænd styrtede han lige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
