Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De menneskelige Drifter som Anledning til de første Opfindelser - Tatovering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig, kunne benyttes som et værdifuldt Tuskmiddel; men denne Lyst, til hvad
der glimrer, tager en anden Retning hos de krigerske Stammer; der bryder
man sig ikke saa meget om brogede Smykker som om at kunne behænge sig
med Trofæer, der skrive sig fra besejrede Fjender (Fig. 59). Ren Anseelse,
som den nordamerikanske Indianer nyder, retter sig efter Antallet af de
Skalper, han har hængende ved sit Bælte.
Det er altsaa kun den offentlige Anerkjendelse, der giver »Helteger-
ningen« sit Værd; Selvbevidstheden spiller endnu ikke nogen Rolle. Det er
den samme raa Opfattelse, der bringer de indianske Lapse til at gaa omkring
og prale med en Stav, hvor Antallet af de Ringe, der ere skaarne i Barken,
angiver Tallet paa de Skjønne, der have næret ømme Følelser for Vedkommende.
Det er saaledes ikke mere Skjøn-
hedsbegrebet alene, der er det be-
stemmende ved Valget af Smykker:
Alt, hvad der kan bidrage til at vise
Rigdom og Magt, bliver anset som
Prydelse. Alt, hvad der er nyttigt,
er ogsaa smukt — en Tanke, som
man maaske kunde have godt af at
lægge sig paa Sinde. Metalgjen-
stande ere særligt skikkede til at
vække Pyntelysten. Baraugaruerne
hængte Fiskekroge om Halsen, saa-
snart de fik dem forærede. Rejsende
have set Eskimokvinder bære Gevær-
laase, som de vist havde rapset et eller
andet Sted, trukne paa Tarmsnore
og bundne om Halsen. Purierne vare
henrykte over nogle Tinsoldater, som
Martius gav dem, og bare dem som
kostelige Smykker; der er dog lidt
mere Fornuft heri end i at flette
Lerstykker ind i sit Haar, saaledes som den nordamerikanske Indianerkvinde
plejer at gjøre.
Men her, ligesom naar der hos os er Tale om Ædelstene, bestemmes
Gjenstandens Værdi for en stor Del af dens Sjeldenhed.
Man lærer de ædle Metaller at kjende, og den Omstændighed, at
de forefindes i ren Tilstand, letter deres Bearbejdelse. Guld- og Sølvspænder,
Ringe og lignende Prydelser blive derfor ogsaa snart ansete som det kost-
bareste, man kan opdrive, og, jo flere af saadanne Ting den Enkelte er i
Stand til at hænge paa sig, desto mere anser han sig for smykket. Negrene
i det vestlige Afrika indgnide sig med Fedt og indpudse hele Legemet eller
dog enkelte Dele af det med Guldstøv. Om Kongen af Ashanti er det be-
kjendt, at han ejer umaadelige Masser af det pure Guld. Naar han viser sig
Fig. 57. En Marquesahøvdings tatoverede Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
