Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Planterne og deres Dyrkning - Kulturplanterne og deres Dyrkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
KULTURPLANTERNE OG DERES DYRKNING.
at modne, solrig Beliggenhed, varm Jord, omhyggelig Bearbejdelse af Jorden
og god Gjødning.
Sorghum, kinesisk Sukkerrør (sorghum vulgare, holcus saçcharatus^
er en til Europa nylig indført Plante, som i et varmt Klima kan dyrkes med
Fordel og er af stor Værdi ved sine mange Ydelser: Kjærne, Sukker,
Farvestof og Foder. I Frankrig dyrkés denne Plante i den nyere Tid paa fri Mark,
dog saaledes, at Planterne tiltrækkes i Drivbænk og siden udplantes.
Ris (Fig. 149) er en Sædart, som stammer fra Indien, hvor den
ligesom i Kina udgjør Folkets vigtigste Næringsmiddel. Nuomstunder dyrkes Ris
i flere Varieteter, saavel i Tropeegnene som i mere tempererede Klimater.
Halvdelen af Jordens Beboere leve af Ris og forstaa paa mangfoldige Maader
at drage sig baade Kjærne, Saft og Straa til Nytte. Fra Ostindien udbredte
Risavlen sig til Kina, Persien og Arabien, og
blev af Maurerne indført i Spanien. Da
Spanierne senere havde fordrevet Maurerne, havde
de lært at skatte denne nyttige Plante, og
Sydeuropas Kjøbmænd bragte den i Handelen.
Aar 1522 anlagde General Trivulci en
Risplantage paa sit Gods i Hertugdømmet Milano,
og efter Aaret 1530 var Risavlen saa udbredt
i Lombardiet, at Importen af Ris fra Damiette
i Ægypten og fra Majorca betydelig kunde
indskrænkes. Regeringerne ansaa dog
Risavlen for skadelig, fordi den krævede
Opdæm-ning afVand paa Markerne, og den blev derfor
forbudt i Slutningen af det 16de Aarhundrede.
Dette Forbud blev dog snart forandret derhen,
at Kær- og Sumpris, hvilke Arter netop vare
bievne indførte i Europa, ikke maatte avles i
Nærheden af stærkt bebyggede Steder. Siden
den Tid har Risavlen faaet en betydelig
Udbredelse i Norditalien.
Risdyrkningen er et besværligt og usundt Arbejde, som i Italien tildels
sker ved Bjergboere, som paa visse Tider drage ned i Slettelandet, uagtet
dette, som Følge af det over Rismarkerne opdæmmede Vand, er hjemsøgt af
Æebre. Om Vinteren og Foraaret piøjes Jorden to til tre Gange, hvorefter
den i nogle Dage sættes under Vand, .inden Udsæden sker. Senere aftappes
Vandet, Jorden jevnes og tromles samt besaas nogle Dage derefter med Ris,
som forud har ligget 8—14 Dage i Blød i Vand. Da Frøet behøver megen
Fugtighed til sin Udvikling, sættes Marken atter 4—6 Dage under Vand, som
dog maa holdes rindende, hvorefter man atter efter en Tid tapper det af,
saaat Marken kommer til at ligge tør 5 til 6 Dage, medens Planterne og deres
Rødder udvikle sig. Fra de traadformede Rødder skyder en enkelt Stængel
Fig. 149. Ris.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
