Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Husdyrbruget - Hesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HESTEN.
359
og paa Folkets Læber. I Biblen taler Job i høje Toner om Hesten; Kong
Salomon anlagde Stutterier, som en Afstamning fra hvilke man er tilbøjelig
til at anse den ædle arabiske Hest, og han drev Handel med Heste som et
udelukkende kongeligt Privilegium. Perserne ofrede hvide Heste til Solen, ög
Karthago valgte Hesten som sit Sindbillede. Hunner og Skyter spiste, drak
og sov tilhest, og de gamle Nordboer og mange andre Folkeslag brændte eller
begravede Stridshingsten sammen med dens Ejers Lig. Estherne brugte
Hesteorakler, der gjorde Udslaget ved Ofringerne; en hellig Hest førtes frem, dens
venstre Fod var Naadesfoden, den højre Dødsfoden, og traadte den med hin
over en paa Jorden henlagt Lanse, blev Ofret benaadet, men i modsat Fald
dræbt. De gamle Vender dyrkede i Arkona paa Rügen en Guden Svantvit
tilhørende hvid Hest, der kun turde fodres og rides af de ypperste Præster.
Ogsaa dette Folk benyttede Hesten i Sedinum (Stettin) som Orakel, og før
man drog ud paa Krigs- og Plyndringstog, førtes her en ureden sort Hest
frem og tilbage over ni Spyd. Germanerne holdt hvide Heste i hellige Lunde
og droge af Dyrenes Vrinsken Forudsigelser om Lykke eller Ulykke i Krigen,
thi Hestene betragtedes som Medvidere i Præsternes Hemmeligheder. — Med
Middelalderen svandt den religiøse Betydning, man i saa stor Udstrækning
havde tillagt Hesten, men den vedblev at staa i et fortroligt Forhold til
Mennesket og navnlig til Rytteren, som ved sit Forhold til den fik Navnet
Che-valier eller Kavalier og Ridder. I Spanien betragtedes det ikke en
Adelsmand værdigt at benytte Hopper til Rideheste, medens Hundyret hos Araberne
stod i højere Anseelse; det var en Hoppe, der reddede Profeten paa hans
Flugt, men ogsaa mere praktiske Grunde lade Araberen sætte saa stor Pris
paa Hoppen. En Erkebiskop i Salzburg forekastes det, at han holdt 117
Heste paa sin Stald, medens hans Undergivne lede stor Nød. Hestenes Stalde
lignede i Middelalderen ofte Paladser, og ligesom der i Karolingernes Tid
fandtes Staldgrever, indtager Overhofstaldmesteren en høj Rang i vor Tids
monarkiske Stater. Den store Anseelse, hvori Hesten i Fortid og Nutid har
staaet, finder imidlertid ogsaa sin Modsætning, idet den ikke sjeldent er
Gjenstand for en uforstandig, raa og grusom Behandling, der giver Swift
Anledning til at sige: »Hvis de udstandne Lidelser her neden give Krav paa et
evigt Liv, da bliver dette Hestens Lod, og udøves der Gjengjældelse i Livet
efter dette, ville der Hestene komme til at ride Rytterne.« Hesteplagernes
Antal turde i saa Fald blive mindre.
Hestens Oprindelse have vi kortelig omtalt, den findes nu i en utallig
Mængde forskjellige Former, dels paayirket af de Naturforhold, hvorunder den
lever, men navnlig som Udtryk for den højst forskjellige Ernæring, Pleje og
Brug, som der fra Menneskets Side bliver den til Del. — Ville vi søge Hesten
i dens mest ideale Skikkelse, maa vi gaa til de orientalske Racer og da
navnlig fremhæve den egentlige ægte arabiske Hest, om hvis Ydre Fig. 156
giver en Forestilling. Den behandles af Araberen hyppig som et Lem af
Familien, opfødes med den største Omhu og bruges kun til Ridning, oftest af
en saadan Art, der i høj Grad bidrager til at udvikle Legemets Smidighed i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
