Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Garvning og Limtilvirkning - Indledende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER.
407
Menneskene have havt nogen Anelse om Tilværelsen af et særligt Garvestof
i Træer og trælignende Planter have Menneskene dog i ældre Tider og under
alle Himmelegne forstaaet at udfinde de Planter, der indeholde de kraftigste
Garvestoffer. Disse Garvestoffer forekomme saa almindeligt, at Videnskaben
har kunnet paavise dem i de fleste Planter, navnlig de mangeaarige.
I Asiens gamle Kulturlande er det rimeligvis Galæblerne — det
ejendommelige Produkt, der fremkommer ved Insektstik paa Egeblade og
indeholder 25 Procent Garvestof — der har spillet Hovedrollen ved
Læder-beredningen. Sumaken, der voxer i sydligere Lande har vist ogsaa fra
gammel Tid været et meget anvendt Garvemiddel, hvorimod Anvendelsen af
Egebark synes at have sin Oprindelse i Europa. Med en Garvestofholdighed
af 4—16 Procent er Egebarken vort vigtigste Garvemiddel. Ethvert andet
Slags Bark er fattigere paa Garvestof. Af nyere Oprindelse er Brugen af
Granbark, der for Besparelsens Skyld benyttes som Tilsætning til Egelud.
I Rusland, hvor Egen er sjelden, garver man med Birkebark, Pilebark
og Ellebark.
En aldeles selvstændig Garvekunst findes blandt Nordamerikas Indianere.
Medens Naturfolkene ellers blot plejede at berede Huderne paa Kjødsiden og
lade Haar og Uld blive siddende, drive Indianerne virkelig Garvning; de
tilvirke deres Klæder af et smukt og blødt Skind, og de forstaa at gjøre de
tykkeste Bøffelhuder skikkede til at anvendes til Telte. Disse indianske
Garvere skulle ogsaa tilberede deres Garvelud af Planter af Sumakfamilien.
I den gamle Verden er Læderet noget saa almindeligt, at det vist
vilde være spildt Ulejlighed at forske efter en Opfinder eller et bestemt Sted,
hvor Opfindelsen skulde have set Dagens Lys. Paa de ældste ægyptiske
Væggemalerier ere Haandgrebene ved Garvningen allerede fremstillede saaledes
som de udføres endnu den Dag idag. I den ældre Oldtid var det persiske
og babylonske Læder berømt; man forfærdigede baade en simplere og en
finere, smukt farvet Vare. Denne gammelasiatiske Industrigren arbejdede
endogsaa for Europa; ved Begyndelsen af den kristne Tidsregning havde
Joderne næsten udelukkende Læderhandelen mellem Østen og Vesten i deres
Hænder, og de forsynede Rom og det romerske Rige med denne Vare.
Paa det arabiske Herredømmes Tid opblomstrede der i det vestlige
Afrika og i Spanien et Fintgarveri, der tilvirkede udmærket smukke Varer,
som i lang Tid fandt god Afsætning i Europa, indtil man endelig her (i
Frankrig) havde opdaget Hemmeligheden og nu begyndte selv at tilvirke dette
Slags Skind, hvad der kun ligger 100 Aar tilbage i Tiden. Mindet om de
tidligere Forhold har dog bibeholdt sig, og vi have endnu M ar ok in (Skind
fra Marokko), Saffian (fra Saffi) og Korduan (fra Kordova), Der er al
Grund til at antage, at Araberne have lært denne Kunstgarvning paa deres
Erobringstog i Asien, og at de dernæst have overflyttet den til det fjerne
Vesten af den da bekjendte Verden.
Man kan vist med Sikkerhed antage, at Asien har været denne
Industrigrens Vugge; den Omstændighed, at Læderberedningen allerede tidligt har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
