Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Blanke Vaaben og Dækvaaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
BLANKE VAABEN OG DÆKVAABEN.
drede, men som dog ogsaa findes i en endnu senere Periode; under Marschen
bar Landsknægten det hængende paa Ryggen, i Kampen støttede han Knappen
mod Bæltet, fattede med den ene Haand om Fæstet, med den anden om
Klingens øvre skindbeklædte Del, og, ført saaledes, benyttedes det baade som
Hug- og Stødvaaben; midt i en indbrudt Rytterskare var Tohaandssværdet et
forfærdeligt Vaaben, der virkede som en Le. De nævnte Vaaben forekomme i
de mest forskjellige Former, og der gives dem mangfoldige Betegnelser, saasom:
Slagsværd, firkantede Stikkesværd, lange Bredknive, lange tveeggede Knive,
Daggerter, Jensere, danske Kaarder, Landsknægtsværger, Kortelasser (Coutelas),
Rygstrygere og flere andre, hvilke Navne endnu benyttes i en langt senere
Tid, men sikkert ere brugte meget iflæng.
Som det nedenfor nærmere vil blive omtalt, bliver Rytteriet i det 16de
og 17de Aarhundrede efterhaanden bevæbnet med et lettere Sværd, der med
Hensyn til Formen nærmer sig en stor Kaarde eller Pal la sk, og hvis Fæste
hyppigt er forsynet med Parerbøjler. Naar man derfor endnu i det 17de og
18de Aarhundrede træffer Sværd med brede, tveeggede Klinger og korsdannet
Fæste, der ligne Middelalderens Vaaben, ere Klingerne for Størstedelen
mærkede paa en saadan Maade, at det kan ses, at de have været bestemte til
Skarprettersværd. Fodfolket ses i det 16de og 17de Aarhundrede i Reglen
bevæbnet med et kortSværd eller en Kaarde med forholdsvis bred, tosnidig
Klinge, hvilket Værge enten er forsynet med Bøjlefæste eller har den forreste
Del af den bøjledannede Parerstang bøjet henimod Klingen; dog anvendes
ogsaa et kort Vaaben med lidt krum Klinge og bøjledannet Fæste. løvrigt
forekommer der allerede i det 15de Aarhundrede Kaarder, hvis Fæster ere
forsynede med enkelte Bøjler til Dækning for Haanden, men disse Vaaben
have næppe været bestemte til egenligt Krigsbrug, hvorimod de i det 16de og
17de Aarhundrede afbenyttede Kaarder og Rappierer, for saa vidt de ikke
ere tildannede som Galla- eller Duelkaarder, afgive et fortræffeligt Værge.
— I det 18de Aarhundrede blive Pallasker, Sabler med mere eller mindre
krumme Klinger og korte Duel- eller Gallakaarder almindeligt benyttede; disse
Former holde sig fremdeles, saa at der, naar undtages enkelte Forbedringer
eller Forandringer ved Fabrikationsmaaden, intet særligt er at bemærke med
Hensyn til den nyere Tids Sværd.
Kunsten at smede Vaaben blomstrede hovedsagelig i Orienten og i
Europa i de Lande, som stode i direkte Berøring med de orientalske Folk.
Derfra haves de bedste Klinger, ligesom man ogsaa der bedst forstod at
forsire dem. I Fig. 20 se vi to prægtige Sværd (13 og 14), som tilhørte den
sidste Maurerkonge i Granada, Boabdil; det korte Fæste og de rige Sirater
give disse Vaaben et afgjort orientalsk Præg, et Præg, som ogsaa fremtræder
i de i Fig. 21 viste Afbildninger. Den her fremstillede Sabel, som har en
Klinge, der bliver bredere henimod Spidsen, nødvendiggjør en Skede, som kan
aabnes i Ryggen; for at Klingen desuagtet kan bevares mod Damasceringens
værste Fjende, Fugtigheden, bæres Sablen hængende med Eggen opad, Ryggen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
