Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Uhrfabrikationen - Taarnuhre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TAARNUHRE.
275
Ved Taarnuhrene havde man dog stadigt at kæmpe mod den Ulempe,
at man for at overvinde alle de Hindringer, der her gjøre sig stærkere
gjæl-dende end, paa andre Uhre, lige som ogsaa den betydelige Gnidningsmodstand
ved de lange tunge Valser og navnlig Vindens Indvirkning paa de store
Visere, maatte lade dem gaa med et stort Overskud af Kraft, hvorved det blev
uundgaaeligt at anvende overordentlig store Pendulsvingninger. Men dette
medfører Uregelmæssigheder af en ganske speciel Art. Vil man derfor
regulere Uhret med en lille Pendulsvingning, er det nødvendigt, at den Fart,
Pendulet maa faa af Uhrværket til den rette Fortsættelse af sine Svingninger,
kun behøver at være ringe, eller at den Drivkraft, hvormed Stighjulet virker
paa Ankerhæmmingen, er forholdsvis svag.
* Dette opnaas ved en Indretning som Fagmændene kalde Echappement
à remontoir eller à force constante, og som vi nu ville forsøge at beskrive i
al Korthed.
Principet for denne Indretning ligger deri, at Loddet i Gangværket
kun kommer’ i Virksomhed (udløses) et Par Sekunder i hvert Minut, men
Stighjulet, og dermed ogsaa Pendulet, faar den nødvendige Drivkraft ved en
særlig Fjeder, som hvert Minut paany spændes af Værket, hvoraf følger, at
Minutviseren kommer til at bevæge sig i Spring. Det synes endnu at være
uafgjort, hvem der har opfundet denne Mekanisme. Franskmændene tillægge
Mekanikeren Wagner i Paris Æren herfor, Englænderne Thomas Reid i
Edinburgh, og Tyskerne Uhrmageren Geist i Grätz; det er jo muligt, at de
alle tre samtidigt og uafhængigt af hinanden ere faldne paa den samme Tanke.
Denne Mekanisme er først bleven bekjendt i videre Udstrækning under de
store Verdensudstillinger. Den nyeste Forbedring af dette Slags, det
saa-kaldte frie Pendul, skyldes den dygtige Taarnuhr- og Maskinfabrikant
Mannhardt i München og maa betragtes som epokegjørende i den højere
Uhrmagerkunst. Mannhardts Konstruktion repræsenterer i Virkeligheden en
fuldkomment fri Gang med konstant Kraft. En Afbildning af denne
Mekanisme, set for fra, er gjengivet i Fig. 227.
Uhrets Hjulværk bestaar af et simpelt Gangværk, det vil sige et
Bundhjul a, et Ganghjul b og et Vindfang c. Gangværkets Drivlod er uden al
Indflydelse paa den Impuls, det frit svingende Pendul faar hvert Minut. Ved
denne Impuls erstattes fuldstændigt det Krafttab, Pendulet har lidt i det
forløbne Minut, saa at det altid gjør lige store Svingninger, der ikke hæmmes
af noget. Af det følgende vil det blive klart, paa hvilken sindrig Maade
Pendulet hvert Minut faar dette Stød og Gangværket lige saa ofte bliver udløst.
Paa Pendulet A, der hænger i to Fjedre, er der nær ved [-Ophængningspunktet-] {+Ophængnings-
punktet+} anbragt et lille Spærhjul e, der let og uden at det behøver at smøres
drejer sig paa sine Tapper; dette lille Hjul har lige saa mange Tænder, som
Pendulet paa et Minut gjør Dobbeltsvingninger (en Bevægelse frem og tilbage).
Det er nu let at indse, at det lille Hjul ved hver Pendulsvingning fra højre
til venstre skydes en Tand frem af den lille Elfenbens Spærhage i, der er
anbragt paa den faste Opstander B. Paa Spærhjulets Axel sidder der en
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
