ELEKTRISK BELYSNING. 615 Fig. 497. Jürgensens Lampe skematisk). passere Opstanderen o, Skruen b, det derimod hvilende fjedrende Stykke a, v og Traaden s, hvorefter den gaar gjennem Solenoiden S til 4- P, hvor Strømmen sluttes. Solenoiden S vil nu paavirke den øvre Kulholder og trække den ned, hvorved de to Skivers Axe drejes og den nedre Kulholder bevæges opad, saa at Kullene komme til at støde sammen. I samme Øjeblik aabnes der en anden Vej for Strømmen, hvor Modstanden er mindre, og som Følge deraf vil nu den største Del af Strømmen fra 4- P ligesom før gaa gjennem Opstanderen o, omkring Elektromagneten m til den øvre Kulholder, Kullene, hvor Lysbuen dannes, og Solenoiden S1 til 4- P. Herved sættes Solenoiden S1 i Virksomhed, og Kullene fjærnes fra hinanden, medens Strømmen, der gik om Solenoiden S, nu afbrydes, idet Fjederen a tiltrækkes af Elektromagneten m og afbryder Kontakten ved b; men samtidigt kan da en Del af Sti ømmen fra -|- P passere den fine Traad s1 om Solenoiden 5 til den øvre Kulholder, hvor den forener sig med den fra Elektromagneten m kommende Strøm. Der findes desuden endnu en særegen Mekanisme til at regulere Lampens Gang, men det her nævnte vil være tilstrækkeligt til For-staaelsen. En af de smukkeste Differentiallamper er den af Pie tte og Krizik konstruerede, der findes afbildet i Fig. 498. Lampen er indrettet til ensrettet Strøm, der kommer ind ved P og gaar ud ved P1. Hovedstrømmen gaar fra P til Z igjennem en øvre Solenoide 5 med tyk Traad og faa Vindinger, derfra til Vindingerne af en lille Elektromagnet Al, og fra denne igjennemt Kullene K og Æ1 til P1, som Pilene angive. Bistrømmen gaar fra P til E gjennem en nedre Solenoide S1 til F og derfra til P1; Solenoiden S1 bestaar foroven af nogle Lag tyk Traad si, forneden af talrige Vindinger tynd Traad s2 og faar derfor allerede ved en svag Strøm samme magnetiske Kraft som Solenoiden S. Solenoiderne omslutte et fælles Rør, i hvilket Jernkjærnen, som bærer den øverste Kulholder, er anbragt. Da en Solenoides Virkning paa dens Jernkjærne voxer, naar Kjærnens Tværsnit og det Stykke af den, der gaar ned i Solenoiden, aftager, har man givet Kjærnen en dobbelt konisk Form, hvorved opnaas, at Virkningen paa et betydeligt Stykke af Kjærnen bliver den samme. Jernkjærnen vil derfor ikke indtage en bestemt given Plads i Forhold til Styrken af de to Solenoider, saaledes som Tilfældet vilde være, hvis den var cylindrisk, hvilket i høj Grad simplificerer Mekanismen. Jernkjærnen staar ved Snore i Forbindelse med Omkredsen af Skiverne R, hvis Axer bære Skiver med halv saa stor Diameter, der atter ved Snore ere satte i Forbindelse med den nedre Kulholder. Af denne Grund vil derfor