32 VOGNE Fig. 24. Hjulmagere i Virksomhed i ældre Tid. I Hovedsagen var Vognhjulet i Oldtiden indrettet som i vore Dage, sammensat af et Nav, et større eller mindre Antal Eger, samt en Hjulkrans. Denne dannedes oftest af flere enkelte »Fælg«; men man har dog allerede i Oldtiden kendt den Kunst at danne Hjulkranse af et eneste Stykke Træ, som bøjedes i varm og vaad Tilstand. Senere gik denne Kimst i Glemme. Først for 100 Aar siden lykkedes det atter en Tysker, Moritz Finck i Vorarlberg, at bøje Hjulkranse af et Stykke. For at beskytte Trækransen mod Slid har man meget tidlig beslaaet den med Skinner af Jærn eller Bronce. Disse »Hjulskinner« blev slaaet paa med Søm én for én. Ofte anvendtes en Skinne for hvert Fælgstykke, saa at man let kunde tage en Skinne og tilhørende Fælgstykke af og forny dem, hvis der gik Brud paa Kransen. Nu anvendes saadanne Hjulskinner sjældent, idet de er blevet afløste af den sammenhængende »Hjulring«. Naar denne skal lægges om Hjulet, ophedes den til svag Rødglødhede, hvorved den udvider sig 5—20 Millimeter, efter som den er stor eller lille til. Den kan da gaa om Hjulet, og idet den ved Afkølingen trækker sig sammen til sin oprindelige Størrelse, kommer den til at ligge stramt om. Yderligere befæstes den med Nitnagler, Skruer eller. »Hjulbolte«. — I finere Vogne lægges der nu ofte Gummi om Hjulet. Inden i Navet anbringes en Jærnbøsning, som glider om Akslen, der ogsaa er af Jærn. Hjulet hindres i at glide af Akslen af en Akselmøtrik eller en »Lunsestik«, som fjærnes, naar Lejet skal smøres. I finere Vogne anvendes dog almindeligt de saakaldte selvsmørende Patentaksler, hvor Lejet er lukket tæt mod Støv og Snavs og indeholder et Oljeforraad, som kan holde Lejet smurt i længere Tid. Undertiden bruges ogsaa Rulle- eller Kuglelejer. Paa mange Vogne, særlig »stive« Arbejdsvogne, vil man se, at Hjulene hælder ret stærkt udad, saaledes at de foroven har større Afstand end forneden. De opnaar denne Stilling ved, at Akslens yderste Ender