Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Baner af særlig Art - Tog uden Ild og Røg - Bjærgbaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
BANER AF SÆRLIG ART
forholdsvis ringe Mængde af flydende Brændsel, da vil der være
fremvokset en farlig Konkurrent saavel for den gamle Dampdrift som for
elektrisk Banedrift.
Bjærgbaner.
Som tidligere omtalt hæmmedes Jærnbanevæsenets allerførste
Udvikling af den Indbildning, at et Lokomotiv med glatte Hjul ikke kunde
trække et Tog paa glatte Skinner, og Blenkinsop og Murray byggede
af den Grund i 1811 en Tandstangsbane, hvor Tandhjul paa
Lokomotivet greb ind i en Tandstang paa Banelinjen.
Selv efter at man var blevet klar over, at et Lokomotiv meget godt
uden saadanne kunstige Midler kunde trække et tungt Tog efter sig
paa vandret Bane, nærede man dog i lang Tid meget ringe Tillid til
Lokomotivets Evner som Bjærgbestiger. Man turde kun byde det
ganske svage Stigninger, og naar man paa en kortere Strækning af en
Banelinje ikke godt kunde undgaa ret stærk Stigning, greb man til den
Udvej her at lade faststaaende Dampmaskiner trække Vognene op
med Tove, ligesom det allerede før Dampjærnbanernes Tid var gjort
med Godsvogne i mange Gruber. Saadanne Tovtræksstrækninger
fandtes en Tid paa adskillige vigtige Banelinjer, f. Eks. mellem Glasgow
og Edinburgh, ved Lüttich og ved Elberfeld.
Denne Fremgangsmaade voldte naturligvis megen Tidsspilde, og
da det vilde blive for besværligt og bekosteligt at anvende den paa
lange Strækninger, veg man længe tilbage for at anlægge Banelinjer
gennem egentlige Bjærgegne. I Amerika kom man imidlertid til
Erkendelse af, at denne Tovtrækning ofte var overflødig; naar blot man
spændte meget svære Lokomotiver for Togene, viste det sig, at de kunde
vinde op ad ret stejle Skraaninger. Det gjaldt blot om, at Lokomotivet
var tungt nok for Toget eller Toget let nok for Lokomotivet.
Naturligvis kommer man dog til en vis Grænse for Stigningen, nemlig den,
ved hvilken et Lokomotiv med sin fulde Vægt hvilende paa
Drivhjulene ikke kan trække sig selv op. Den største Stigning, man i vore Dage
er gaaet op til ved Baner, hvor Togene befordrer sig ved egen Kraft
paa glatte Skinner, er vistnok 1 Meter paa hver 14 Meter; denne
Stigning findes paa Uetlibjærg-Banen ved Zürich. Men som før nævnt maa
Stigningen være langt ringere paa Baner, der skal have Betydning som
store Færdselsaarer.
Den første store evropæiske Bjærgbane, man dristede sig til at
anlægge, var Semmering-Banen, der gaar over Alperne paa
Linjen mellem Wien og Triest. Denne Bane, der har Stigninger op til 1 : 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
