Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Skibet paa Bedding, i Dok og i Havn - Skibsbygning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
SKIBET PAA BEDDING, I DOK OG I HAVN
af Skroget, som er under Vand, kob ber forhude t, d. v. s.
beklædt med tynde Kobberplader. Det angribes da ikke af Boremuslinger,
og det -bliver ikke som et uforhudet Skib beklædt med Søgræs o. desl.,
der kan forøge Modstanden mod Skibets Bevægelse gennem Vandet
meget betydeligt; Kobberet skaller nemlig efterhaanden af, og
dermed falder ogsaa alt saadant Paahæng af. Men naar Skibet skal
kobber-forhudes, maa der intetsteds anvendes Jæmbolte, som kan komme i
Berøring med Vandet og samtidig i elektrisk ledende Forbindelse med
Kobberet, thi da dannes der et galvanisk Element, hvor den elektriske
Strøm, som gaar fra Jæm gennem Vand til Kobber, opløser Jæmet.
Jærn- og Staalskibe. Dette er den gammeldags Træskibsbygning,
der i Hovedtrækkene foregaar paa samme Maade i vore Dage som i
ældre Tid. Men større Betydning har nu Bygningen af Jærn- og
Staalskibe.
Allerede omkring Aar 1800 byggedes hist og her en Baad eller endog
et lille Skib af Jærn; men disse Forsøg blev lidet paaagtede, og langt
op i det 19. Aarhundrede betragtede mange Skibsbyggere den Tanke
at bygge et Skib af saa tungt et Stof som Jærnet som ganske
urimelig, ja næsten naturstridig, og længe efter at det første Jæmdampskib
Aron Manley i 1822 havde gjort Rejsen fra London til Paris, holdt
Fordommen mod Jærnet sig. Selv om man maatte indrømme, at et
Jæmskib virkelig kunde flyde paa Vandet, holdt man dog fast ved,
at det var uforsvarligt at betro Menneskers Liv og kostbare Ladninger
til en saadan Jærnkasse, hvis tynde Væg vilde faa en Revne ved det
mindste Stød, og som uhjælpeligt vilde gaa til Bunds for den mindste
Læk.
Et alvorligt Grundskud fik denne Opfattelse i 1834, da en
voldsom Storm, drev en Mængde Skibe mod Kysten og ’kun det eneste
Jæmskib blandt dem, »Garry Owen« hed det, takket være sin solide
Konstruktion slap uskadt derfra. I Løbet af de følgende Aartier
tilkæmpede Jæmskibene og senere Staalskibene sig en mere og mere
anset Stilling i Handelsflaaden og trængte endelig ogsaa ind i
Krigs-flaaden, skønt deres Indførelse her mødte megen Modstand.
Til at begynde med byggedes Jæmskibene i Hovedsagen med
Træskibene som Mønster. Kølen (og Kølsvin) i Længderetningen og
Spanterne paa tværs af Bund og Sider var Hoveddelene af Skibets »Skelet«,
her blot dannet af Jæm eller Staal i Stedet for af Træ og beklædt med
sammennittede Jærnplader i Stedet for med Træplanker. Efterhaanden
kom man dog navnlig i større Skibe, der skulde have stor Styrke i
Længderetningen, ind paa ret afvigende Konstruktioner, hvor
lang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
