Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Ilden - Fra Ildboret til Sikkerhedstændstikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MERNESKETS EROBRING AF ILDEN
59
fra Jordbunden, eller som udstraalede fra endnu glødende
Træmasser.
Der var saaledes nok, som kunde give Lyst og Mod til at lære Ilden
nærmere at kende, og i Egne, hvor Skov- eller Steppebrand var
hyppige, kunde man faa Lejlighed til at prøve sig frem — rage op i de
sluk-nende Gløder med lange Trægrene eller endog nærme sig til endnu
flammende Baal fra Læsiden, betragte Flammernes Leg, varme sig ved
Straalerne fra Ilden, kaste Grene og Kviste ind i den, iagttage,
hvorledes de fortæredes og samtidig gav Luerne Næring; o. s. v.
Det har dog sikkert varet længe, inden man blev saa fortrolig med
Ilden, at man vovede at gøre sig til Herre over den, og det er let at
for-staa, at Menneskets Erobring af Ilden i gamle Sagn betragtes som et
Ran fra Guderne, et formasteligt Indgreb i deres Rettigheder. Den
dristige Mand, som havde Mod til at rive en brændende Gren ud af
Baalet og svinge den over sit Hoved, maatte synes større og mægtigere
end alle andre, næsten Gudernes Lige. Løb han frem gennem Skoven,
blev der lyst paa hans Vej, og Dyrene, selv de største og
farligste,.flygtede for det nye forunderlige Vaaben, han bar. Og ikke nok med det;
han havde tillige faaet Evne til at skabe ny Ild; han behøvede blot
med sin Fakkel at røre ved Græsset eller Træernes tørre Grene, saa
brød Ilden frem ogsaa fra dem.
1 Virkeligheden kan intet senere Fremskridt i Menneskets Magt
maale sig med det, der indlededes, da Manden for første Gang tog
Ilden i sin Haand.
Det var dog kun en Indledning; thi snart sluktes Flammen paany.
Langt var der frem og meget at lære, inden Mennesket havde befæstet
sit Herredømme over Ilden. Det var ikke tilstrækkeligt en Gang at
rive en Brand ud af det lyntændte Baal og dermed at tænde nye Baal.
Man maatte lære at holde den frembragte Ild i Tømme, saa at den ikke
bredte sig ud over afstukne Grænser, og dog maatte man stadig give
den Næring, for at den ikke skulde dø bort. Skulde dette Arbejde ikke
blive uoverkommeligt i Længden, maatte Ildens Graadighed dæmpes
ned, saa at den kunde holdes i Live ved ganske lidt Føde. Man kunde
naa vidt i denne Retning, bl. a. ved at gemme den i Form af tildækte
Gløder; men til Trods for alle saadanne Fremskridt og til Trods for den
Omhu, hvormed der sikkert vaagedes over den kostelige Skat, kunde
Uheld støde til, og Skatten svinde bort. Alen efter at Menneskene først
havde lært at sætte Pris paa alle de Goder, Ilden bragte dem, blev da
Kulden dobbelt bidende, det raa Kød dobbelt haardt at tygge, Natten
dobbelt mørk og Frygten for Vilddyrene dobbelt stærk. — Mennesker
kunde ikke føle sig trygge i deres Herredømme over Ilden, inden de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
