DET GALVANISKE ELEMENT SOM KRAFTKILDE 183 end dem, man begyndte med. I og for sig er denne Tanke ikke saa helt urimelig. Man kunde godt tænke sig, at der kunde findes galvaniske Elementer, hvor der foregik i og for sig ønskelige kemiske Processer, der gav elektrisk Strøm i Tilgift som en Slags Biprodukt. Hvad om f. Eks. en Højovn, hvor Kul og Jærnmahn i Forening danner Jærn under stærk Varmeudvikling, kunde indrettes som et Slags mægtigt galvanisk Element, hvorfra en Del af den frigjorte kemiske Energi førtes bort ved en elektrisk Strøm i Stedet for at spildes som unyttig Varme? Og selv om man ikke vilde stile saa højt kunde man dog tænke paa at fremstille galvaniske Elementer, hvor det Stof, der fortæredes, ikke var det kostbare Zink, men et billigt Brændstof som Kul. I Virkeligheden er der fremstillet flere Kul elementer af denne Art; men der har ved dem alle været et eller andet Forhold, som gjorde dem uøkonomiske. Saaledes lavede Tyskeren Dr. Coehn i Halvfemserne et Element bestaaende af tortyndet Svovlsyre med en Blyilteplade og en Kul-plade, hvor Kulpladen svarede til Zinkpladen i Kobber-Zinkelementet og under Strømmens Gang »forbrændte« til Kulilte og Kulsyre, medens Blyoverilten afiltedes til metallisk Bly; men økonomisk kunde det ikke blive, da Blyoverilten er et kostbart Stof. Kunde man erstatte det med en i Naturen forekommende Jærnmahn (Jærnilte), ja saa havde vi i Grunden den før omtalte strømgivende »Højovn«. Men det gaar ikke med Jærnilte, og i det hele taget synes der at være langt frem til Virkeliggørelsen af disse skønne Drømme. I alle de Elementer, der dur til praktisk Brug, er det Zink, der fortæres, og man blev da ogsaa paa et ret tidligt Tidspunkt klar over, at om det skulde lykkes at bringe den elektriske Strøm i Anvendelse til Drivkraft i større Stil og i det hele taget, hvor der var Brug for store Energimængder (f. Eks. til Belysning), saa maatte man fremstille den paa helt anden Maade end ved galvaniske Batterier. Stromjrembringende Maskiner. En Mulighed for en langt billigere Strømfremstillingsmaade var blevet aabnet omkring Aar 1830 ved Opdagelsen af »I n d u k t i o n e n«. I 1828 paaviste Amerikaneren Joseph Henry, at naar en Elektromagnet havde to Beviklinger, hvoraf kun den ene fik Strøm fra et Batteri, saa vilde der i den anden opstaa kortvarige Strømme, hver Gang Batteristrømmen sluttedes eller afbrødes, saa at Magnetismen opstod eller forsvandt. Tre Aar senere gav den store engelske Forsker Michael F a r a-d a y langt fyldigere Meddelelser om en Række Forsøg, hvorved det var lykkedes ham at »inducere« (cl. v. s. indføre) elektrisk Strøm i Led