Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Kraftoverføring og Kraftopsparing - Elektrisk Kraftoverføring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
KRAFTOVERFØRING
efter en af Noliet angivet Plan. Store dampdrevne Maskiner af denne
Art fandt Anvendelse dels til elektrokemisk Virksomhed —
Forkob-ring, Forgyldning, Forsølvning og Galvanoplastik — dels til
Frembringelse af elektrisk Buelys i Fyrtaarne.
De mange svære Staalmagneter gjorde imidlertid saadanne
»magnetelektriske Maskiner«, som de kaldtes, tunge, klodsede og dyre, og
dertil kom den store Ulempe, at Magneterne tabte sig i Tidens Løb. Det
vilde aabenbart være meget bedre, om man kunde anvende
Elektromagneter, der kunde gøres langt stærkere magnetiske. Dette blev
allerede i 1845 foreslaaet af Englænderen Wheatstone, der vilde tage
Magnetiseringsstrømmen fra et galvanisk Batteri. Seks Aar senere foreslog
den norske Professor Sinsteden, at man skulde lade en særlig lille
magnetelektrisk Maskine frembringe Strøm til Magnetisering af
Hovedmaskinens Elektromagneter.
Omtrent ved samme Tid kom Danskeren Søren Hjort ind paa den
Tanke, at man helt kunde undvære saa vel galvanisk Batteri som
magnetelektrisk Hjælpemaskine, idet man kunde lave Elektromagneterne af
Støbej ærn, der efter en Gang at være magnetiseret, stadig vilde
bevare saa megen Magnetisme, at Maskinen straks ved Igangsætningen
kunde give en svag Strøm. Naar nu Strømmen fra Maskinen lededes
om Elektromagneterne, vilde deres oprindelige svage Magnetisme
forstærkes noget med det Resultat, at Maskinstrømmen blev stærkere og
atter forstærkede Magnetismen; saaledes vilde Maskinen i Løbet af
kort Tid »arbejde sig selv op.«
Dette Princip, som senere har faaet det ret meningsløse Navn det
»dynamo-elektriske« (af græsk dynamis, Kraft), findes allerede udtrykt
baade i Ord og Billede i Hjorts Skitsebog af 1851. I de følgende Aar
søgte han med Støtte fra England at virkeliggøre det, om end ikke i
saa ren Form som oprindelig paatænkt. Men hans Bestræbelser, der
er nærmere skildret i Cand. polyt. Sigurd Smiths lille Bog om Søren
Hjort, førte ikke til Resultater, der fik Betydning i det praktiske Liv.
Først i 1866—67 genopfandt Tyskeren Werner Siemens og
Englænderne Varley og Wheatstone Dynamoprincippet og førte det ud i Praksis.
Større Betydning fik det dog først, da det blev bragt til Anvendelse
i en af Belgieren Zenobe Gramme i 1869 opfundet ny Maskintype, der
gav ensartet Strøm af næsten uforandret Styrke -— Jævnstrøm
eller Ligestrøm, som man kalder en saadan Strøm i Modsætning
til saavel Vekselstrøm som pulserende Strøm. Det Princip, Gramme
indførte, havde tidligere (1860) været foreslaaet af en Italiener
Paci-notti; men hans Forslag blev ikke paaagtet og har næppe været kendt
af Gramme, der var Modelsnedker hos Firmaet »Alliance«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
