Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Kul og Petroleum - Hvad faar man af Kul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
KUL
beskæftiget den kemiske Verden. Man kan med et rundt Tal sætte
Værdien af et Aars Produktion til en Milliard Kroner, hvad der er det
dobbelte af, hvad hele den tyske Tjæref ar veindustri indbringer i et Aar!
Det er da ikke underligt, at dette Problem har virket dragende paa
Kemikere og kemiske Firmaer i forskellige Lande. Men Opgaven
syntes ogsaa vanskeligere end nogen anden, som den »syntetiske« Kemi
hidtil havde løst. Dette mærkelige sejge, elastiske Stofs Beskaffenhed
tydede paa, at det bestod af overmaade sammensatte Atombygninger
(Molekyler) hver indeholdende et overmaade stort Antal Atomer (af
Kulstof og Brint), og tillige syntes det rimeligt, at Naturproduktet
indeholdt mange uensartede Bestanddele. Et Stof af denne Art var
det hidtil ikke lykkedes de kemiske Bygmestre at opbygge, og de
Forskere, som havde beskæftiget sig med det naturlige Kautsjuks Kemi
udtalte sig meget lidt opmuntrende om Udsigten til, at det vilde lykkes.
Bestræbelserne rettedes foreløbig mod Fremstillingen af Stoffet
Isopren, der fremkommer ved Ophedning af Kautsjuk uden Luftens
Adgang. Blandt dem, der arbejdede paa Løsningen af denne Opgave, var
Fritz Hofmann ved »Farbenfabriken vorm. Fr. Bayer & Co«. Han tog
som naturligt var Stenkulsprodukter som Udgangsmateriale og i Marts
1909 fremstillede han og hans Medarbejder C. Coutelle — ad en meget
lang og besværlig Vej — den første større Mængde (nogle Kilo) af rent,
syntetisk Isopren. I mindre Mængder var dette ogsaa fremstillet paa
anden Maade.
»Isoprenet havde vi altsaa,« siger Hofmann, »men dermed var vore
Besværligheder ikke endt. Nej, nu begyndte de først for Alvor; thi nu
gjaldt det om af denne benzinlignende Væske at forme det sejge,
elastiske mod alle Paavirkninger saa overordentlig modstandsdygtige
Kautsjuk. — Intet var simplere! I »Beilstein« (en bekendt Haandbog) stod
at læse: »Isopren gaar ved Behandling med Saltsyre over til
Kautsjuk.« Det blev naturligvis forsøgt. Men ulykkeligvis fik vi kun
olje-agtige Klorforbindelser og intet Spor af Gummi. Saa maatte vi tage
vor Tilflugt til Sollyset, om hvilket Wallach havde bevist, at det
forvandlede Isopren til en kant s juklignende Substans. Efter at have staaet
i Lyset i halvandet Aar, havde Indholdet af vor Forsøgsflaske antaget
Konsistens som en tynd Sukkeropløsning. En teknisk brugbar
Metode er dette altsaa heller ikke. Og nu blev alle mulige og umulige
fysiske og kemiske Virkemidler sluppet løs paa det arme Isopren.
Endelig fandt jeg i Var m e n den Kraft, som kunde udføre det
Kunststykke at polymerisere Isoprenet (d. v. s. sammenhobe og
sammenknytte dets smaa Molekyler til store). Vi erkendte snart, at Varmens
polymeriserende Evne kunde forøges ved mange kemiske Tilsætninger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
