Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Svovl og Salt - Hvad man faar af Svovlsyre og Salte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
SVOVL OG SALT
faar Natrium med Saltet. Det 18. Aarhundredes Kemikere kendte ganske
vist ikke Metallet Natrium, der paa Grund af sin store Tilbøjelighed til at
forene sig med Ilt, vanskelig kunde faas i fri Tilstand; men de var dog
klare paa, at den vigtigste Bestanddel af Soda ogsaa fandtes i
Kogsalt, og at det altsaa maatte være muligt at vinde Soda deraf; de skulde
blot inde i deres Laboratorier udføre noget lignende som Havplanterne
udførte ude i Naturen. I 1775 udsatte det franske Akademi en Pris af
12 000 Francs for Løsningen af denne Opgave; men først 12 Aar senere
fandt Franskmanden Nicolaus Leblanc en tilfredsstillende Løsning.
Ved Leblancs Metode til Sodafremstilling benyttes som Raastoffer
Kogsalt, Svovlsyre, kulsur Kalk (Kalciumkarbonat) og Stenkul. De to
første Stoffer ophedes sammen, hvorved Svovlsyren tager Saltets
Natrium, saa at der dannes Natriumsulfat, medens Saltets Syre bliver
fri som Klorbrinte, der kan opsamles i Vand som Saltsyre. Sulfatet
ophedes derefter sammen med kulsur Kalk og Stenkul, hvorved der dannes
Soda og Svovl kalcium.
Det lykkedes Leblanc at faa Støtte af Hertug Philip af Orleans til
Oprettelse af en Sodafabrik. Men da Hertugen i 1793 blev halshugget,
blev Leblancs Velstand ødelagt og hans Virksomhed afbrudt. Først efter
at han i 1806 var død i Fattigdom, efter Sigende for egen Haand, kom
man i Tanker om, at han havde fortjent en Nationalbelønning; langt
senere tilkendte en af Napoleon 111 nedsat Kommission ham virkelig
en saadan Belønning, der saa formodentlig er blevet udbetalt hans
Arvinger.
Heller ikke Leblancs Opfindelse blev i Begyndelsen vurderet efter
Fortjeneste, og det varede længe, inden den kunstige Soda vandt
almindelig Udbredelse. Endnu i 1824 maatte en Sodafabrik, som
oprettedes i Liverpool forære store Mængder af Soda til Sæbesyderne, inden de
kunde faa dem til at opgive deres Mistillid til det nye Produkt.
Selve Fabrikationen havde ogsaa Vanskeligheder at kæmpe med.
For det første var Svovlsyren et ret kostbart Stof, som ikke forud
fremstilledes i saa store Mængder, at det kunde forslaa til en Sodafabrikation
i stor Stil. Men det kunde man komme over ved Oprettelsen af nye
Svovlsyrefabrikker, og disse knyttedes ofte umiddelbart til
Sodafabrikkerne. Værre Ulemper voldte Biprodukterne. Svovlkalcium var ikke
blot unyttigt, men ogsaa til stoit Besvær; ved Fabrikker, der laa inde i
Landet, ophobede man det i store Bunker, som kunde være meget
ubehagelige for Omegnen, da de under Luftens Paavirkning udviklede den
ildelugtende Luftart Svovlbrinte. I nyere Tid har man lært til Dels
at genvinde Svovlsyren af Svovlet i Svovlkalcium, men noget værdifuldt
Stof er det ikke blevet. Endnu langt større Plager havde
Sodafabrikan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
