SUKKERET I OLDTIDEN 89 V. SUKKER*) I vore Dage er Sukkeret blevet et saa vigtigt og almindelig udbredt Næringsmiddel, at vi uvilkaarligt finder det højst mærkeligt, at det ikke var kendt i Oldtiden i Middelhavslandene. Et sødende Stof havde dog baade Babyloniere og Ægyptere, Romere og Grækere i Honningen. Det Sukkerstof, som Honningen indeholder, er imidlertid af anden Art end det Sukker, vi køber. Honningens Sukker, der ogsaa findes i forskellige søde Frugter, f. Eks. Æbler, Pærer, Kirsebær, Blommer, Hindbær og Vindruer, kaldes af Kemikerne Druesukker eller Glykose. I Frugterne findes ogsaa en anden Sukkerart, Frugtsukker, og af Kornets Stivelse kan dannes dels Druesukker, dels Maltsukker. Vort almindelige Sukker kaldes af Kemikerne Rørsukker, fordi det bl. a. findes i Saften af Sukkerrrør, en græsagtig Plante, der hører hjemme i Indien. Det søde Stof i denne Plante hed paa Sanskrit »sakkara«; paa arabisk blev Navnet til »sukhar«, og dette Ord er gaaet temmelig uforandret over i de europæiske Sprog. Oprindelig har man nøjedes med at tygge Sukkerrørets friske Straa, hvad Befolkningen gør endnu i stor Udstrækning i de tropiske Lande. Foruden Rørsukker indeholder Straaet ogsaa Æggehvidestoffer, og det er derfor et værdifuldt Næringsstof, saa det er ret naturligt, at Negrene i Sukkerhøstens Tid i Reglen samler sig et godt Huld. Allerede i Oldtiden forstod man i Indien at udvinde Saften af Sukkerrør og koge den ind til Sukker, som var et meget anset Produkt ikke blot i Indien men ogsaa i Nabolandene, hvad vi ser af, at indiske Fyrster betalte Afgift til Kina i Form af Sukker. Fra Indien naaede Kendskabet til Sukker i Middelalderen til Araberne; ved Kaliffernes Hof samt hos Ægytens Rigmænd blev Sukker anvendt som Nydelsessstof, medens den mindre velstillede Befolkning maatte nøjes med at bruge Sukker som Medicin, en Anvendelse, som det havde i Europa i hvert Fald endnu i det 16de Aarh. I Aaret 996 kom der Sukker fra Aleksandria til Venezia, og her skal man for første Gang have fremstillet Sukkertoppe. Paa Korstogenes Tid kom selve Sukkerrøret til Sydeuropa, hvor det hurtigt udbredte sig, og der plantedes Sukkerplantager flere Steder, navnlig paa Sicilien. Et Vendepunkt i Sukkeravlen indtraadte med Amerikas Opdagelse; man førte Sukkerrøret med til den nye Verden; her trivedes Planten godt, og *) Dette Kapitel er med forfatterens Tilladelse i det væsentlige gengivet efter »Hans Rasmussen: Kemien i Menneskets Tjeneste«, der ogsaa er benyttet flere andre Steder.