KIKKERTENS UDVIKLING 13 Hvor megen Betydning Kikkerten end har faaet paa andre Om-raader, er det saa at sige udelukkende dens Anvendelse i Astronomien, der har været Drivfjederen for dens Udvikling til større og større Fuldkommenhed. Først og fremmest maatte det staa som Maalet at frembringe stor Foistøiring. Ved at stile mod dette Maal uden at se til højre eller venstre kom man ind paa saadanne mærkelige Konstruktioner som den, der er vist i Billedet over Kap. I. Jo større Objektivlinsens Brænd vidde er, des støne bliver det virkelige Billede af en fjæm Genstand og dermed Foistørringen (se S. 7). Man sleb derfor Linser med meget stor Brændvidde, d. v. s. med meget lidt hvælvede Flader, og da Okularet saa maatte anbringes i meget lang Afstand fra Objektivet, opgav man at bruge et lukket Rør. Det omtalte Billede viser en Kikkert, Danziger Astronomen Johann Hevel eller Hevelius konstruerede i det 17. Aarh., og hvor Kikkertrøret er erstattet af en lang Stang med talrige gennemhullede Skærme, der skal holde fremmed Lys nogenlunde borte. Det viste sig dog snart, at Bestræbelserne for at opnaa Forstørring kom i Strid med en Række vigtige Krav, saasom at Kikkerten skulde være nogenlunde handlelig, at Billederne ikke maatte være for lyssvage, at de skulde være skarpe o. s. v. Opfyldelsen af det sidste Krav hindredes navnlig ved, at Lyset ved Brydningen opløstes i de forskellige Farver, hvoraf Solens og Stjærnernes Lys er sammensat. En Tid lang ansaa man det for umuligt at raade Bod paa de heraf følgende Ulemper, og søgte saa at konstruere mægtige Kikkerter med Hulspejle i Stedet for Linsekikkerter. Ved Midten af det 18. Aarh. lykkedes det imidlertid Englænderne John og Peter Dollond at fremstille »akromatiske Linser«, d. v. s. Linser, hvor Far vespredningen var om ikke helt undgaaet, saa dog meget stærkt indskrænket, idet to eller tre Linser af forskellige Glassorter føjedes sammen til én sammensat Linse. Hermed var Vejen aabnet for nye Fremskridt paa Linsekikkertemes Omraade, og efter at man i forrige Aarhundrede havde lært at støbe og slibe meget store fejlfri Linser, har Linsekikkerten (Refraktoren) hævdet sin ubetingede Overlegenhed over Spejlkikkerten (Reflektoren). »Stærke« Kikkerter, der skal kunne gøre meget lyssvage Fiks-stj ærner synlige eller fremvise fine Enkeltheder paa Maanen og Planeterne, maa først og fremmest have en stor Objektivlinse, der kan indfange en stor Lysmængde. Store Linser har ogsaa en stor Brændvidde, og om man end ikke gaar op til de upraktisk store Kikkertlængder, som forsøgtes i det 16. Aarh., bliver Nutidens stærkeste Kik