14 VAABEN FØR ILDSKYDEVAABNENES TID ved en Loddelampe. Denne Blæserørsflamme rettedes mod Forsvarsværkernes Træværk. Fra Romernes store Krigsmaskiner udgik ikke blot Stene og Pile; de slyngede ogsaa Aadsler, der skulde bringe Sygdom, og navrdig Brandkugler, Ildpotter med brændende Materiale, Brandpile o desl. ind over Fjendens Byer eller Skibe. Ogsaa fra haandførte Buer udslyngedes Brandpile; men det var vanskeligt at undgaa, at saadanne mindre Projektiler blev slukket ved deres Fart gennem Luften. Fra den senere Romertid har man Beskrivelser af Brandpile, hvor Brandsatsen bestod af Blaar, Harpiks, Svovl, Jordbeg og Petroleum og var anbragt i et gennemhullet Hylster bag Pilespidsen, hvad der bevirkede, at de mindre let slukkedes i Luften. De i Oldtiden anvendte Brandsatser var kun dannet af brændbare Stoffer, der en Gang antændte brændte videre, naar de fik passende Lufttilførsel, men som ikke kunde tændes og brænde uden Luftens Adgang. Brandprojektilerne kunde derfor .ret let slukkes, hvis man fik Lejlighed til at dynge Jord over dem, dække dem med tykke Tæpper el. desl. eller hælde Vand over dem. Hvis de indeholdt større Mængder af Petroleum, kunde Vandet dog gøre Skade, idet den brændende Petroleum kunde brede sig ud paa Vandets Overflade. Noget væsentligt Nyt var aabenbart kommet til ved den berømte »græske II d«, hvormed det græskromerske Kejserrige igennem flere Aarhund reder udbredte Skræk blandt sine Fjender. Byzantinerne selv bruger ikke Navnet »græsk Ild«, men omtaler en mærkelig »Havild«, som, efter hvad der angives, skyldes en græsk Borgmester Kal-linikos. Den blev første Gang anvendt i Søslaget ved Kyzikos i Aaret 678, hvor Arabernes Skibe blev tændt i Brand og deres Flaade tilintet-gjort. Senere frelste Havilden Konstantinopel fra at blive erobret af Russerne, da disse i 941 ankom med en mægtig Flaade paa mer end 1000 Skibe, mod hvilken der kun kunde stilles 15 defekte Fartøjer. Skrækken for den udkastede Ild bragte den vildeste Forvirring blandt Russerne, hvoraf mange styrtede sig i Havet. Den græske Ilds Natur har været Genstand for mange Drøftelser. Megen Forvirring er sikkert opstaaet ved, at Navnet græsk Ild har været brugt om vidt forskellige Ildkampmidler, som anvendtes af Byzantinerne. Mange mener at den græske Ild var et salpeterholdigt krudtlignende Stof; men medens der ikke kan være Tvivl om, at Stoffer af denne Art har været brugt i Kejserrigets sidste Tid, synes det lidet rimeligt, at den særlige Havild har været af denne Art. Vand og Krudt forliges jo ikke godt. Snarere kunde Betegnelsen Havild passe paa brændbare Blandinger, der for en stor Del bestod af Petroleum og