LUNTEBØSSER 23 Krudtladninger i smaa Træhylstre, som blev baaret i et Bandoler over Skuldren. Senere gik man over til Papirspatroner med baade Krudt og Kugle til et Skud; dog maatte Krudtet til Fængpanden medføres i et særligt Krudthorn, forsaavidt man ikke anvendte Krudt fra Patronen til dette Brug. Patronerne var blot Hylstre, hvorfra Kuglen og Krudtet hver for sig skulde overføres i Bøsseløbet. Ved Brugen bed Skytten Patronen over, en Skik, der bevaredes langt ned i Tiden; det kunde derfor ske, at den, der vilde undgaa at tages til Soldat, lod et Par af sine Fortænder slaa ud. Medens Bøsserne omkring 1600 afgjort havde sejret over Buer og Armbrøste og for Størstedelen fortrængt dem, kunde de ikke gøre de Fig. 14. Forskellige Luntebøsser. blanke Nærvaaben overflødige; en stor Del af Fodfolket maatte fremdeles bevæbnes med Piker, Slagsværd eller Hellebarder for at kunne optage en Nærkamp. Først efter at man midt i det 17. Aarh. havde indført »Bajonetter« — Stikvaaben, der kunde befæstes til Geværløbet — kunde Geværet vinde Eneherredømmet indenfor Fodfolket. Naturligvis var det højst ubekvemt, at Skytterne maatte medføre brændende Lunter. Allerede i Begyndelsen af det 16. Aarh. havde man da ogsaa forsøgt at erstatte Luntetænding med en Tænding ved Gnister frembragte af et Apparat paa selve Bøssen. Først lod man en flad Fil stryge langs et Stykke Svovlkis; dernæst gjorde man Filfladen bueformet eller kredsformet. I den saakaldte H j u 1 -1 a a s frembragtes Gnisterne af den ru Rand paa et lille Hjul med en Spændfjeder. Naar Geværet skulde bruges, blev Hjulet »trukket op« mod Fjederspændingen; en Hane med et Stykke Svovlkis trykkedes ned mod Hjulet, og ved Tryk paa en Aftrækker blev Hjulet udløst;