62 ILDSKYDEVAABEN I nogle engelske Granater skal Tændingen være frembragt af en Lunte, som var anbragt foroven i et gennemhullet Rør, der gik ned i Granatens Indre; naar Granaten slog mod Jorden, trak en Blykugle, der var befæstet til Lunten, denne ned i Røret og tændte Krudtet i Granaten. For at holde disse ejendommelige »Stødgranater« i rette Stilling under Kastet, anbragte man et lille Bundt Kviste foroven i Røret (Fig. 57). Det laa meget nær at forsøge at bruge Granater som Projektiler uden at indlægge dem i Brandkugler. Man forsynede dem i dette Øjemed med en Lunte, som tændtes umiddelbart førend Skytsets Krudtladning; det viste sig imidlertid snart, at denne Dobbelttænding Fig. 57. Haandgranater fra det 17. Aarh. (1. Lergranater. 2. Granat med Kastesnor. 3. Granat med almindeligt Brandrør. 4. Granat med Stødtænding.) ikke var nødvendig, da Krudtgassen ved at slaa uden om Granaten vilde tænde Satsen i Brandrøret. Disse Granater eller, som de større af dem kaldtes, Bomber, udslyngedes af Morterer eller Haubitser. De lange Kanoner brugtes ikke hertil, men udkastede ofte en særlig Slags Brandkugler, massive Jærnkugler, som gjordes glødende og derefter indførtes i Kanonen, adskilte fra Krudtet ved en fugtig Forladning. Denne Metode omtales allerede i det 15. Aarh.; men de gloende Kugler kom først ret til Ære efter deres Anvendelse i 1782 ved Gibraltars Forsvar, hvor de tændte Spaniernes flydende Batterier i Brand. Indførelsen af egentlige »B o m b e k a n o n e r« gaar ikke 100 Aar tilbage i Tiden; den skyldes den franske General Paixhans, der i 1822 foreslog, at man til Brug for Krigsskibe og Strandbatterier skulde indrette Kanoner eller lange Haubitser, som kunde udskyde store Bomber med betydelig Hastighed. Ved Forsøg i den følgende Tid viste saadanne Kanoner sig overordentlig virksomme mod Træskibe, og de vandt derfor snart almindelig Anvendelse. I vore Dage anvendes saa at sige