Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Ildskydevaaben - Kanoner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PROJEKTILER
61
Projektilerne. I Ildvaabnenes første Tid brugte man som før nævnt
Sten til de store »Bøsser«, Bly til de smaa; ogsaa smedede Jærnkugler
fandt tidlig Anvendelse; men det var dog først da man fra Slutningen
af det 15 Aarh indførte støbte Jærnkugler, at Jærnet kunde trænge
frem paa Stenens Bekostning. Foruden Skydning med massive
Projektiler indførte man tidlig en Slags Haglskydning, idet man fyldte
Smaasten i Sække og skød disse ud; Sækken sprængtes under
Skuddet, og Stenene fo’r frem under stærk Spredning. Sammen med eller
i Stedet for Stenene anvendtes ogsaa Jærnstumper, Bly kugler o. desl.,
og Sækken erstattedes senere ofte af en Blikbeholder. Saadanne
Projektiler kaldtes Skraasække og Kardæsker.
Ogsaa Brandprojektiler søgte man naturligvis at udslynge
fra de nye Ildskydevaaben ligesom fra de gamle Kastemaskiner.
Det kunde volde visse Vankeligheder at faa Brandkuglerne tændt uden
at tænde Krudtladningen i Bøssen for tidlig; men man lærte dog snart
at ordne Sagen paa en praktisk Maade. I en Bog fra det 15 Aarh
beskrives det, hvorledes man fremstiller Brandkugler af Krudt,
Spiritus, Svovl, Harpiks, Beg o. desl. holdt sammen med Jærntraade
m. m. Efter at Kuglen er færdig, borer man et Hul, dels gennem den,
dels gennem den Klods, der oprindelig tjente som Forladning, og i
Bøssen anbringer man Kuglen i saadan Stilling til Forladningen, at Hullet
i dem begge gaar i Flugt. Naar Krudtet tændes, forplanter Ilden
sig saa gennem Hullerne til Brandkuglen, der paa Grund af sin
Til-beredningsmaade brænder forholdsvis langsomt til Trods for sit
Krudtindhold.
Disse Brandkugler skulde væsentlig virke tændende, ikke
sprængende. Man fandt imidlertid paa at indlægge i dem saakaldte
»Mordslag«, d. v. s. ganske smaa og korte ladede Bøssepiber, som, naar
Ilden naaede dem, udslyngede deres Indhold mod den, der vilde søge
at slukke Ilden. Eller man indlagde i Massen »G r a n a t e r«, d. v. s.
krudtfyldte hule Kugler af Jærn eller andet Metal med et Hul i
Væggen, hvorigennem Ilden forplantede sig fra Brandsatsen til Krudtet.
Saadanne Granater brugtes ogsaa i stor Udstrækning som H a a n
d-granater. Man kunde indeslutte dem i Lerkrukker, der yderligere
fyldtes med Krudt og derefter lukkedes med et Laag; saa bandt man
Lunter paa Krukkens Hank, tændte dem og kastede f. Eks. Krukken
fra en Mur eller Vold ned paa Fjenden; i Faldet søndersloges
Krukken, Lunterne tændte Indholdet, og straks efter tændtes og sprængtes
Granaten. Man kunde imidlertid ogsaa i Granatens Brandhul
anbringe et Brandrør med en fast Krudtsats, som brændte langsomt;
med en Lunte satte man Ild til Brandrøret og kastede saa Granaten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
